Retspleje

Skudsag er ved at falde til jorden

Tiltalt i skudopgør går fri på grund af smøleri hos anklagemyndigheden

Årets måske mest omtalte kriminalsag i Frederikshavn ser nu ud til at smuldre. Én af de hovedtiltalte går nemlig fri som følge af langsommelighed hos anklagemyndigheden. - Der er sket det, at Vestre Landsret har afsagt en kendelse, der slår fast, at anklageren har smølet med at få forkyndt anken overfor én af de tiltalte, siger Kåre Pihlmann, der er advokat for den pågældende. - Det har den konsekvens, at sagen mod min klient er slut, fortæller han. Skudsagen, som det drejer sig om, fandt sted fredag 13. januar 2006 foran Hotel Jutlandia i Frederikshavn. Efter et skudopgør på åben gade blev otte personer anholdt og varetægtsfængslet. Der var tale om tre svenskere og fem danskere. På trods af efterforskning og seks måneders varetægtsfængsling af de sigtede måtte anklageren hos Frederikshavn Politi imidlertid indse, at der ikke kunne kastes lys over episoden. De otte tiltalte blev derfor 8. juli frikendt og løsladt. Ifølge loven har anklagemyndigheden 14 dage til at anke en kendelse. Indenfor samme tidsrum skal også de tiltalte være gjort opmærksomme på, hvis der bliver anket. Men det skete ikke. Først fire dage efter fristens udløb blev Kåre Pihlmanns klient gjort opmærksom på anken, og ifølge Vestre Landsret er der ikke nogen gyldig undskyldning for forsinkelsen. Det blev fredag slået fast. - Det har den konsekvens, at sagen nu er slut, og frifindelsen står ved magt, oplyser Kåre Pihlmann. Ifølge Kåre Pihlmann er anken forkyndt i tide for de øvrige syv tiltalte i sagen. En sjældenhed Det er ikke særligt tit, at ankefristen overskrides, som det i denne sag er tilfældet. - Der ligger nogle enkelte eksempler på det, men det er uhyre sjældent, at anklageren smøler på denne her konto. Derfor er det selvfølgelig også betryggende, at når det sker, er landsretten kontant i sin afvisning af sagen, siger Kåre Pihlmann. Han glæder sig derfor over landsrettens beslutning. - Jeg mener, at det er en korrekt kendelse, men det kommer bag på mig, at anklagemyndigheden i en sag, der ellers er pustet op til det her niveau, har smølet. Sagen vakler Nu da Kåre Pihlmanns klient altså ikke bliver retsforfulgt, tyder meget på, at hele sagen er ved at falde fra hinanden. - Min klient var jo af anklagemyndigheden gjort til den hovedmistænkte på den svenske side, og derfor er det selvfølgelig en meget amputeret sag, som anklagemyndigheden står tilbage med, vurderer Kåre Pihlmann. - Jeg kan ikke svare på, om fejlen er begået hos Frederikshavn Politi eller hos statsadvokaten i Aalborg. Men det er i hvert fald ét af de to steder, den er begået. Fredag eftermiddag var det hverken muligt at få en forklaring fra Frederikshavn Politi eller fra statsadvokaten i Aalborg. kraemmergaard@nordjyske.dk