Skudsag tæt på en afslutning

AALBORG:Politiklagenævnet i Nordjylland har truffet sin afgørelse i den meget omtalte skudsag fra Bynkevej i Aalborg. Formanden for nævnet, advokat Olav Pedersen, Hirtshals, siger til NORDJYSKE, at redegørelsen nu sendes til statsadvokat Kirsten Dyrman i Aalborg. Olav Pedersen henviser til sin tavshedspligt og vil derfor ikke kommentere indholdet af redegørelsen. - Jeg kan kun oplyse, at vi netop har holdt møde i nævnet, og at vores indstilling er på vej til statsadvokaten. - Redegørelsen skulle meget gerne ligge på hendes bord allerede på mandag, tilføjer politiklagenævnets formand. Det er således i sidste ende op til statsadvokaten at vurdere, om politiet handlede korrekt, da den 34-årige Bo Houen Jørgensen blev dræbt af ét dødeligt skud i hovedet ved sin bopæl på Bynkevej 91 i Aalborg. Den psykisk syge mand gik amok og kom i klammeri med et par betjente fredag 13. november i fjor, da de ved 16-tiden ankom til mandens hjem sammen med en læge for at tvangsindlægge ham. Den 34-årige mand var således ikke indstillet på at følge med betjentene frivilligt. Bevæbnet med bue, pil og kniv gik han til angreb på ordensmagten og sårede to betjente livsfarligt, før han selv blev ramt af et projektil i tindingen. Behandlingen af sagen har trukket ud al den stund, at den så at sige strandede i politiklagenævnet. Forklaringen er, at nævnet skulle have ny formand, og der gik uventet lang tid, før den officielle melding kom om, at Olav Pedersen var udpeget som ny på posten. Statsadvokaten for Nord- og Østjylland, Kirsten Dyrman, satser nu på en hurtig sagsbehandling og en lige så hurtig udmelding om den trufne afgørelse - nemlig hvorvidt skudsagen eventuelt skal have konsekvenser for de implicerede betjente eller ej. Siden 1930 er politibetjente herhjemme kun i to tilfælde fundet skyldige i at have brugt tjenestevåbnene i strid med reglerne.