Skudt i låret og nu fængslet for trusler

35-årig sigtet for at have oversavet haglgevær og narko.

Skudepisoden fandt sted på en landejendom ved Jerslev. Foto: Jan Pedersen

Skudepisoden fandt sted på en landejendom ved Jerslev. Foto: Jan Pedersen

Den 35-årige mand, der lørdag aften 9. juli blev skudt i låret med et haglgevær, er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for trusler og for ulovlig våbenbesiddelse, men nægter sig skyldig. Desuden blev manden for lukkede døre sigtet for at besidde narko i en mængde, der er større end til eget forbrug. Oversavet haglgevær Den 35-årige mand dukkede lørdag aften op på en landejendom ved Jerslev hos sin ekskone og hendes nye mand med det ladte oversavede haglgevær, mener politiet. Manden nægter at have haft geværet med. Det gik i følge politiets formodning af ved et vådeskud, og den 35-årige blev ramt i låret. - Efterforskningen skal nu vise, om der er tale om et vådeskud, siger politifuldmægtig Mette Hansen. Manden blev søndag indlagt og opereret på Sygehus Vendsyssel i Hjørring og senere udskrevet, men blev anholdt af politiet torsdag.