Skudt på grund af få tusinde kroner

Det var en strid om en misligholdt afbetalingsaftale af et beløb på omkring 4000 kroner, der mandag aften førte til et større slagsmål på Blåkildevej i Aalborg Øst.

Det endte med, at en 30-årig herboende statsløs palæstinenser blev skudt i maven og alvorligt såret. Den 30-årige er på Aalborg Sygehus lagt i kunstig koma. Hans tilstand beskrives som stabil. Striden udspiller sig mellem to familier i Aalborg Øst, begge statsløse palæstinensere. Den ene families fem voksne sønner er kendt i det kriminelle miljø, og for tiden er to af dem fængslet i forbindelse med bandeopgørene i Aalborg sidste år. Den sårede 30-årige mand er en tredje søn i denne familie. Vil bilægge striden Ifølge kilder i det kriminelle indvandrermiljø ønsker begge familier at bilægge striden, men det kan blive problematisk, hvis den sårede mand ikke overlever. Nordjyllands Politi understreger, at skudepisoden ikke hænger sammen med de fem attentater, der udspillede sig i og omkring Aalborg i efteråret. Der er ganske vist flere personsammenfald, men det skyldes ifølge politiet, at der er tale om en personkreds i det kriminelle miljø i Aalborg.

Forsiden