Skuespiller med tiden

Så gik der 25 år med det, erkender Jørgen W. Larsen, der jubilerer i aften

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dagens jubilar, her som filmbillede på et 30 meter højt lærred af vandstøv midt i Limfjorden på kulturnatten 1998. ARKIVFOTO

Det var den klassiske historie. Den unge mand tog timer hos en skuespiller i Odense i håb om, at chancen skulle vise sig en dag. Og det gjorde den! Tre uger før en premiere på det lille teater, faldt en af skuespillerne fra, og den unge mand blev spurgt, om han ville springe til. Om han ville! Og det gik godt, og snart var han blevet en del af ensemblet. - Det var jo helt udenom alle systemer. Ikke noget med elevskole eller optagelsesprøve her. Det var bare tjubang, ud i virkeligheden, fortæller Jørgen W. Larsen, skuespiller på Aalborg Teater og på vej til sit 25 års skuespillerjubilæum. Det fejres på Store Scene lørdag aften efter forestillingen "Sommerlængsler", som Jørgen W. Larsen medvirker i nu i rollerne som Hr. Fulgenzio og Beltrame. At han skulle komme til at jubilere på en landsdelsscene stod der ikke noget om i stjernerne, da han startede på Vintapperteatret i Odense i 1981. Snarere tværtimod. - Det var ikke lige de store, etablerede scener, der trak dengang. Jeg var til gruppeteater, fortæller han. Efter tre år på Vintapperteatret søgte syv kolleger på Team Teatret i Herning, et af tidens mest markante gruppeteatre, en skuespiller. Han kom til optagelsesprøve og kom ind. - Og et halvt år efter rejste resten af ensemblet. På én gang. Nedslidte og dødtrætte af opslidende turnéer og af endeløse kampe for teatrets overlevelse i en fjendtlig kommune, hvor der havde været konstant krig mellem teater og borgmester i årevis. Og så stod jeg pludselig dér, forholdsvis nyuddannet, alene med et teater, en fast instruktør og en administrator. Det gav jo en vis frihed, så jeg besluttede at blive, fortæller han. I de følgende år ændrede han og teatret ledelsesformen fra gruppeteater til centralt styret. - Det var nærmest helligbrøde - men det var nødvendigt og det virkede. Siden fulgte de fleste andre gruppeteatre jo også efter, siger han. Selv fandt han også ud af, at Herning ikke skulle være fremtiden for ham. Han havde mødt Barbara Borchhorst og de var blevet kærester og var enige om, at de ikke skulle til København for at gøre karriere - men at de gerne ville et halvt års tid til Indien. - Men så ringede Gunnar Rose fra Limfjordsteatret i Nykøbing Mors om vi ville lave "Frk. Julie" som forsamlingshusteater hos ham. Det lyder måske ikke af så meget i forhold til Indien, men for et par skuespillere som os var det ikke sådan at sige nej til. Og det var godt, for det blev en fantastisk skole: Vi spillede massevis af forestillinger, hver aften et nyt forsamlingshus - på gulvet, tæt på folk - og det var ikke teaterpublikum, som man kender det andre steder. Vi var på landet, og det kunne både ses og lugtes, når temperaturen steg, at her var det kreaturer og grise, der blev arbejdet med, når man ikke lige var til kaffe og kringle og Frk. Julie i forsamlingshuset, siger han. Så Indien kom til at vente endnu længere, for nu hørte de to om teatret i Aalborg, som godt nok var en landsdelsscene, men som under Mogens Pedersen skabte et ensemble, der kunne udrette ting, som en gammel gruppeteatermand kun kunne drømme om. - Jeg ringede og skrev til Mogens Pedersen - og da jeg så også besøgte ham, endte det med en aftale, først om en enkelt forestilling, og siden om faste engagementer for sæson efter sæson. Og så har man pludselig jubilæum og er blevet 50 og er stadig i Aalborg. Men jeg har nu også altid været lidt langsom i det, siger han. Som blev far for første gang som 45 årig. - Mest langsom på den måde, at det ikke haster så meget. Jeg vidste vistnok allerede at jeg gerne ville lave teater, da jeg var i erhvervspraktik på Vintapperteatret og opdagede, hvad det kunne gøre for en lille genert fyr fra Nordfyn. Men jeg skulle da lige være student og uddannet fotograf først - og opdage, hvor fantastisk kedeligt det var at studere engelsk på Odense Universitet - så kunne jeg endelig finde ud af at gå ind på teatret igen, siger han. Jørgen W. Larsen blev fast ansat på Aalborg Teater 1993, og siden, da Malene Schwartz blev chef, fulgte han med over. Og igen, da Geir Sveaass tog over. - Det er svært at komme væk fra et teater som dette her. Og da slet ikke nu - livet her er så frodigt og godt og fuldt af muligheder, man bestemt ikke hører om andre steder - og når så både byen og landsdelen har godt fat i én også, jamen, så skal man virkelig være kreativ for at finde på grunde til at rejse videre. Det er hele vejen igennem man oplever det her familieskab, ikke bare blandt skuespillere - det er også kanaljerne bag scenen, der danner en stærk og tryg base for os, siger han. Og erkender rødmende, at han og Barbara nu også har købt hus i Nørresundby. - Ja, det lå jo slet ikke i konceptet. Men det var alt for svært at lade være. Han vil bestemt ikke anbefale denne vej til nogen unge i dag, selvom den har virket fint for ham. - Jeg var heldig at komme ind mens der lige akkurat stadig var plads til den mere alterbative vej. Det er blevet meget, meget sværere. Man skal på skole - og bare det er jo en voldsomt svær udfordring. Og så er der jo også det, at det er blevet sådan i dag, at alle tror på den store løgn om, at det handler om at blive stjerne. Det er det, man går efter - ikke efter at spille skuespil eller opleve et stærkt nærvær og fællesskab. Han optrådte første gang på Aalborg Teater i Paul Hammerichs og Bent Fabricius Bjerres musical "Esther". I sæsonen 1994/95 debuterede han som instruktør med forestillingen "Balladen om Billie" på Kælderscenen, og siden har han instrueret flere forestillinger bl.a. "Drømmespinderen", "Lykkehjulet", "Den Røde Tråd" og "Jesus, min søn", der i øjeblikket er på turne rundt i landet med Ebbe Trenskow. Desuden har han instrueret "Ti centimeter over dagligt dødvande" på Vendsyssel Teater og i en årrække Fyrkatspillene i Hobro. Som skuespiller har han medvirket i et utal af forestillinger, bl.a. "Vildanden", "Rent", "Cyrano", "Den arabiske nat" og "Vinterforvaring". Han og Barbara har sammen og hver for sig lavet en stribe andre ting end det, der foregår på scenen på Aalborg Teater. - Det er jo en anden fin side af jobbet på det teater, at det er helt i orden at lave andre ting, også gerne i samarbejde med teatret selv. Vi har lavet adskillige selvstændige produktioner - senest cabareten Jacques Brel som siden er udkommet på cd. I "Drømmespinderen" indledte han samarbejdet med billedkunstneren Bruno Kjær, som lavede en ganske utraditionel scenografi i hele salen. Det samarbejde er siden udviklet gennem en række fælles projekter, der har flyttet godt rundt på grænserne for både skuespil og billedkunst - som da de skabte et filmprojekt i en vandtåge over Limfjorden sammen med filmfotografen Orla Nielsen i Kulturnatten 1998. - Det er sådan nogle utrolige oplevelser, som bliver til, fordi man mødes og snakker og spiller musik og lader tingene udvikle sig. Når man kaster begrænsningerne af sig og bare insisterer på at det skal være sjovt.