Teater

Skuespillere bortvist i BAS

De er ikke mødt til øvning hver gang

BRØNDERSLEV:Få dage før premieren på "Troldspejlet" i Brønderslev Amatør Scene er to af skuespillerne bortvist. Det er to piger på 11 og 12 år, Annsofie Jensen, Vrensted, og Camilla Larsen, Brønderslev. Ifølge Annsofie Jensens mor, Anette Jensen, skyldes det, at pigerne var udeblevet fra en øvedag, fordi de var på familietur til Paris. - Meddelelsen om, at de ikke skulle møde, kom, mens de var i Paris, fortæller Anette Jensen, der mener, at det er en urimeligt hård straf til pigerne, at de er bortvist. - Pigerne havde glædet sig meget til, at de skulle stå på scenen, og de var noget nedtrykte, da de fik at vide, at de ikke skulle komme mere, fortæller Anette Jensen. Skuespillerne har øvet siden før jul på "Troldspejlet", der har premiere i aften, men uden de to skuespillere, der afløses af andre. - Annsofie og Camilla kunne deres replikker til fingerspidserne. De havde også en dag fået at vide, at de ikke behøvede at komme til en øvedag, fordi de kunne deres replikker. Anette Jensen har krævet de penge tilbage, som hendes datter har betalt for at medvirke i teaterstykket. - Men jeg har fået at vide, at jeg kun kan få en del af beløbet tilbage. Anette Jensen har skrevet en klage til bestyrelsen over det, der er sket. Instruktør Louise Gregersen ønsker ikke i NORDJYSKE Stiftstidende at kommentere bortvisningen, men henvsier til bestyrelsen. Pia Sindbæk fra BAS' bestyrelse oplyser, at det ikke kun er den ene gang, pigerne er udeblevet. - De har kun været der én eller to gange siden 1. februar. Og det kan vi ikke forsvare over for dem, der møder hver gang, siger Pia Sindbæk. - Hvis man udebliver blot én gang, vil man selvfølgelig ikke blive sat af holdet. Man kan godt sige, at det i teater er som i fodbold. Hvis man ikke kommer til træningen, bliver man sat af holdet. Et teaterstykke er også et samspil, hvor det kræver, at alle er med. - Vi håber selvfølgelig, at vi ser pigerne igen. De er velkomne i BAS. Pia Sindbæk understreger, at instruktøren har fået fuld opbakning fra bestyrelsen. BAS' formand, Finn Verner Jensen, har også snakket med Anette Jensen om sagen, og meddelt, at bestyrelsen står bag beslutningen om bortvisningen.