Skuffelse hos friskolerne

Nye overvejelser fik ikke kulturudvalget til at give mere end 735 kr.

NR. KONGERSLEV/EGENSE: Politikerne i kommunens kulturudvalg fastholder, at der ikke skal bruges lige mange penge på friskolernes SFO-børn som på de kommunale. Friskolerne havde ellers håbet på, at de ville få det samme i tilskud, som kommunen betaler for den kommunale skolefritidsordning (SFO). En klage havde fået kulturudvalgsformand Lars Peter Frisk (UP) til at sætte ansøgningen på dagsordenen igen, efter at udvalget i december besluttede at give friskolerne 735 kroner om måneden pr. SFO-barn. Kommunen betaler 12.511 kroner om året for børnene i den kommunale SFO. Klagen kom fra bestyrelsesmedlem i Nr. Kongerslev-Komdrup Friskole, Carsten Nielsen, som synes, at 735 kroner er alt for lidt. Han pegede blandt andet på, at kommunen giver et tilskud på 2655 kroner til førskolebørn, der starter i en skole uden for kommunen. Strammer økonomien Men hverken nye argumenter eller mere betænkningstid fik udvalget til at ændre mening, og intet tvinger kommunen til at betale til friskolernes SFO. 735 kroner vil udvalget dog stadig gerne give. - Vi er ikke forpligtet til at give de penge, men vi indstiller det til økonomiudvalget, siger Lars Peter Frisk. De 735 kroner svarer til det statslige bloktilskud, kommunen modtager for skolesøgende børn, der går i en privat SFO. - Jeg synes, det er underligt, at de kan finde over 2000 kroner til børn, som skal gå i skole uden for kommunen, mens børn, der skal gå i skole i kommunen, kun kan få godt 700 kroner, lyder den umiddelbare kommentar fra lederen på Nr. Kongerslev-Komdrup Friskole, Trine Urban, lige efter hun har fået beskeden. Friskolen har allerede oprettet en heldags-SFO, men har hele tiden regnet med mere støtte fra kommunen. - For vores vedkommende kommer det til at betyde en strammere økonomi, men vi må få det til at hænge sammen, siger Trine Urban. Efter forældrenes betaling, som svarer til det, de betaler til de kommunale SFO'er, kommer friskolerne til at mangle omkring 2900 kroner til hvert barn, oplyser hun. Træder vande På Egense Friskole er der endnu ikke noget tilbud om at gå i SFO, inden man begynder i skolen, men behovet er begyndt at vise sig. - De børn, der gerne vil gå her, står og træder vande, for de skal egentlig skrive sig ind i Mou Skole, før de kan starte på SFO'en, siger Rigmor Sams Jørgensen, der er skoleleder på Egense Friskole. For at undgå to SFO-skift på et halvt år vælger flere forældre at få passet deres børn privat i det halve år, inden de begynder i skole. - Sejlflod Kommune er normalt progressiv på det her område, så vi regnede med, at man kunne se rimeligheden i, at pengene følger børnene efter forældrenes ønske. Selvom de vælger en friskole, er de stadig skatteydere i kommunen, siger Rigmor Sams Jørgensen. Hvornår Egense Friskoles SFO tilbyder pasning til førskolebørnene er endnu ikke planlagt. Først skal størrelsen på det kommunale tilskud slåes endeligt fast, og måske skal der søges om flere penge andet steds. - Planen er at få det i gang, så hurtigt som muligt, siger Rigmor Sams Jørgensen. Økonomiudvalget tager stilling til det kommunale tilskud på deres næste møde, og derefter er det byrådets tur.