Skuffelse i landsbyrock-lejren

Kun godt 1000 mødte op til den femte udgave af LandsbyRock trods det gode vejr

V. HASSING: Da det i fjor stod ned i stænger ved LandsbyRock 2002 i V. Hassing, var der ikke overraskende kun omkring 1000 hårdføre støtter, der mødte op til en hyggeaften i regnen. I år var vejret omvendt fint, men alligevel var fremmødet ved LandsbyRock kun på nogenlunde samme niveau. - Der var et sted mellem 1000 og 120 fremmødte, og det er meget utilfredsstillende, sagde festivalformand Johannes Svaneborg, da han i går deltog i oprydningen efter årets festival - den femte i rækken af landsbyrock-arrangementer i V. Hassing. Festdagen fik allerede lørdag formiddag en skuffende start, da der på Springvandspladsen var inviteret til fælles kaffe- og morgenbord samt musikalsk underholdning med Aalborg Garden. - Der mødte kun 50 op, og halvdelen af dem havde en tilknytning til Aalborg Garden, konstaterer Johannes Svaneborg, der i samme åndedrag kan berette, at omkring 150 indkøbte rundstykker måtte smides ud på grund af den manglende opbakning. - Jeg er meget skuffet over, at der ikke er mere opbakning, end det er tilfældet. Det er så sjældent, at vi har musik, der går gennem byen, og så bliver folk bare væk, tilføjer festivalformanden, der med hensyn til selve landsbyrock-arrangementet havde håbet på et fremmøde på omkring 2000. Kvaliteten i orden - Dem, der mødte frem, havde en fantastisk god dag, hvor musikken, lyden og lyset bare var i orden, bemærker Johannes Svaneborg, der samtidig peger på, at musikken havde en kvalitet, der lå på linie med andre festivals i Danmark. - Derfor undrer det mig også, at der er så få, som vil bakke op om det her. Jeg kunne forstå det, hvis vi i V. Hassing havde 12-15 forskellige arrangementer hen over året, men det har vi ikke. Vi har julefrokosten og så det her, og så er det svært at forstå, at så mange vælger at blive væk, siger han. Trods det skuffende fremmøde på festivalpladsen, så forventer Johannes Svaneborg, at Landsbyrock 2003 vil munde ud i et beskedent overskud, hvor de forskellige underskudsgarantier derfor formentlig ikke vil blive taget i brug. Usikker fremtid Hvad fremtiden bringer for LandsbyRock i V. Hassing tør han dog ikke på nuvæ-rende tidspunkt spå om. - Vi vil inden for de næste fire uger have det endelige regnskab for årets festival klar, og derefter vil vi overveje, om det her er værd at videre bygge på, siger han. Johannes Svaneborg påpeger i den forbindelse, at en eventuel fortsættelse af landsbyrock-arrangementerne formentlig vil medføre etableringen af et nyt koncept, hvor der måske skal tænkes i at afvikle festivalen over to dage - fredag og lørdag - eller måske at forkorte lørdags-programmet en smule, så det med færre bands slutter allerede ved 23-tiden, ligesom der kan tænkes i at droppe entreen. Farvel og tak? - Derudover kan vi måske som sidste instans vælge at sige tak for kaffe og lukke butikken. Når der ikke er mere opbakning, end det har været tilfældet i år, så fortjener byen heller ikke, at vi gør noget igen, siger Johannes Svaneborg, der i dén forbindelse også peger på, at rigtigt mange er involverede i arbejdet med landsbyrock-arrangementerne. - Det er folk fra FDF, VHG Håndhold og skytteforeningen, og vi har et fantastisk godt samarbejde. Derfor er det også for dårligt, at vi ikke udefra kan få en bedre opbakning, fortsætter festivalformanden, der slutteligt peger på, at etableringen af en venneforening for landsbyrocken måske kunne være dét, der kunne puste nyt liv i V. Hassing-festivalen.