Skuffelse i Pandrup

Boksning 29. januar 2007 05:00

VEJLE: Trods Torben Kellers overlegne sejr i weltervægt så udviklede weekendens jyske mesterskaber sig til en skuffelse for Pandrup BK. Klubben havde sat næsen op efter fire guldmedaljer, men hvor letvægteren Kasper Bruun måtte opgive at forsvare sin titel fra 2006, så nåede fjervægteren Brian Brix og letweltervægteren Marcel Tabaja begge kun frem til semifinalerne - som endda var deres første kamp. Brian Brix’ nederlag på 25-13 til den senere jyske mester, Goddi Nørgaard fra Nykøbing Mors, mødte dog ikke megen forståelse i Pandrup-lejren. - Han har bare ikke dommertække overhovedet, lød det fra sportschef Søren Larsen, mens cheftræner Thomas Kyø rystede på hovedet. I Pandrup overvejer man nu at trække Brian Brix helt ned i bantamvægt (54 kg). For Marcel Tabajas vedkommende var JM-indsatsen ikke godkendt. I sit opgør mod Hussein Hassan virkede det som om, at han psykisk var præget af den skulderskade, der holdt ham ude i mere end et år. OM

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...