Skuffelse over folkeskolesatsning

Regeringen vil satse på naturfag, men der er for få penge, lyder kritikken

KØBENHAVN:Nye bøger og bedre fysiklokaler. Der er regeringens vision for fremtidens folkeskole, men de 109 millioner, som der er afsat på finanslovsforslaget for 2005, rækker langt fra, lyder kritikken. Næste år er der afsat 40 millioner kroner til nye bøger og 50 millioner til bedre lokaler, og hos Skole og Samfund stemmer de beløb ikke med regeringens vision. - Det er store ord for små penge. På en almindelige folkeskole med 500 elever bruger man typisk 400.000 kroner pr. år bare til vedligeholdelse af bøger og fotokopier, så 40 millioner rækker ikke ret langt, siger formand Thomas Damkjær Petersen. Regeringen har i alt afsat små 600 millioner ekstra til folkeskolen over de næste fire år, men ifølge Danmarks Lærerforeningen er regeringen i gang med at spare mere end det med den anden hånd. - Den ekstrainvestering modsvarer langt fra besparelserne. Der bliver færre penge pr. elev efter fire år, så det kan man ikke kalde en satsning på folkeskolen, siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Bedre end ingenting Venstre uddannelsesordfører, Gitte Lillelund Bech, forstår ikke kritikken. - Jeg ville kalde det her en satsning, for alternativet er et rundt nul. Det er første gang, at lærebøger er på finansloven, siger hun. Hun mener, at folkeskolen har været overfinansieret i en lang periode, så derfor holder regnestykket. Den radikale leder Marianne Jelved giver ikke meget for satsningen. - Der er godt 1600 folkeskoler og cirka 700.000 børn, så det her er symbolske beløb, siger hun. Carsten Hansen (S) håber, at regeringen vil være med til at forhandle om et ordentligt løft til folkeskolen. - Det er for småt og for snævert og forslår som en skrædder et vist sted, men det er fint, at de har fået øjnene op for området, og vi vil gerne være med til at forhandle, siger han.