Lokalpolitik

Skuffelse over ny lokalplan

Modstanderne ikke tilfreds med projekt er skåret ned til 59 boliger

NIBE:Først var der plads til 117 boliger, så blev projektet for Høje Nibe skåret ned til 82 og i dag, onsdag, skal byrådet tage stilling til en lokalplan med kun 59 boliger. Alligevel er gruppen bag protesterne mod overhovedet at bygge på det højtliggende areal med mulig udsigt over fjorden ikke tilfreds. - Man vil stadig tillade byggeri 30 meter fra skoven, monstaterer således talsmanden for protestgruppen, Hans Henrik Henriksen. Hundetræningsbanen er h eldigvis taget ud, men den kan jo blive bebygget senere. Man skulle i det mindste have taget samtlige byggegrunde ud af det højeste område, det vil sige 16 boliger, så man kom ned på 43. Investor vil alligevel få sin investering og mere til hjem, mener Hans Henrik Henriksen. Han medgiver, at gruppen var noget sent ude. Faktisk efter høringsfristen udløb. - Der skete det, at lokalplanen blev vedtaget i byrådet om onsdagen, som Nibefestivalen skulle begynde og den blev lagt ud i høring som festivalen stoppede. Ingen var opmærksom på planen blev annonceret i ugeavisen, forklarer Hans Henrik Henriksen videre. Senere blev virksomhederne også opmærksom på, at lokalplanen kunne få betydning. Man må ikke planlægge mulige fremtidige miljøproblemer. Kritikerne giver heller ikke meget for de udsigtshuller, man vil sikre ved stien mellem svømmebadet og skoven. Stien går langs hundetræningsbanen i området. - Man har da lyttet til os, men der har ikke været nogen dialog. Man kunne da godt lige have forelagt os, hvad man har tænkt sig af ændringer, for vi er da nok klar over, at vi ikke helt undgår en bebyggelse. Skalgruppen beklager, at en henvendelse til Folketingets miljøudvalg er udsat og måske ikke når at blive behandlet inden et valg til Folketinget er udskrevet. - Jeg er sikker på, at Skov- og Naturstyrelsen ikke ville have givet dispensation fra skovbyggelinjen, hvis de omfattende protester havde været kendt tidligere. Byrådet har fulgt loven, men det er altså tæt på grænsen til det moralsk forsvarlige, slutter Hans Henrik Henriksen, der håber mange vil finde vej til byrådet i dag.