Lokalpolitik

Skuffelse over V i Pandrup

BRØNDERSLEV:Politikere i Brønderslev Kommune er skuffede og overraskede over, at Venstres flertal i Pandrup byråd vil pege på en kommunesammelægning med Aabybro og Brovst. - Det er en utrolig overraskende vending, siger borgmester Jens Arne Hedegaard (V). - For mig at se kunne Brønderslev Kommune sammen med Pandrup og Løkken-Vrå have dannet en slagkraftig kommune, som var fremtidssikret. Borgmesteren er fortrøstningsfuld - han mener fortsat Brønderslev kan blive del af et kommunefællesskab. - Vi har haft møder med Dronninglund, og nu vil vores fulde opmærksomhed være rettet mod øst - mod Dronninglund og Sæby. Vi har allerede haft et positivt møde med Dronninglund. Gruppeformand Arne M. Jensen, (S), er ligeledes overrasket. - Min reaktion er skuffelse. Flemming Jansen har hele vejen igennem klart tilkendegivet over for os, at det kun var os og Løkken-Vrå, der var interessant. Og han har samtidig tilkendegivet, at Venstre har et flertal i byrådet, som man var parat til at bruge.