Skuffende andenplads

Aalborg-hest slået på de sidste meter

Henning Hansen
Let’s Go Fla­min­go/Bent Svend­sen (3) bli­ver næs­ten på selve mål­stre­gen pas­se­ret af Lex­us/Jan Kra­mer (7). Foto: Burt Seeg­er
Heste 26. august 2007 06:00

KØBENHAVN: - Lidt træls, når man nu er så tæt på, lød det med nordjysk underdrivelse fra en slukøret, men fattet Jess Lyngby, efter at aalborgenserens storfavorit Let’s Go Flamingo måtte nøjes med andenpladsen i årets hoppederby på Charlottenlund Travbane. Løbet lignede længe en formssag for Let’s Go Flamingo, der med træner Bent Svendsen i sulkyen hurtigt kom i front og i behersket tempo tilsyneladende kontrollerede begivenhederne. I opløbet forsøgte Bent Svendsen at rykke fra konkurrenterne, men dermed blev der plads til den bagvedliggende Lexus/Jan Kramer, der sensationelt spurtede forbi på de sidste meter til 20 gange pengene i vinderspillet. - For lavt tempo - Jeg styrede løbet totalt, og normalt burde vi ikke kunne besejres, men Lexus var bare hurtigere i spurten, konstaterede en dybt skuffet Bent Svendsen, der forsøgte at animere sin hest så ivrigt, at han fik 2.000 kr. i bøde for drivning. Skive-træneren mente ikke, at han havde grund til at fortryde sine dispositioner undervejs, men Jess Lyngby vurderede, at hans hest blev offer for et lavt udgangstempo. - Let’s Go Flamingo har svært ved at skifte tempo, og Bent Svendsen plejer at køre hurtigere for at gøre konkurrenterne møre, sagde hesteejeren, der sammen med en snes venner og familiemedlemmer overværede dramaet på nærmeste hold, placeret lige ud for vindercirklen i ensartede gule t-shirts. Jan Kramer har selv opdrættet Lexus, som han ejer sammen med broderen Kennet Kramer, og Falster-træneren kørte et drømmeløb med den upåagtede hoppe, der sikrede parret førstepræmien på 365.000 kr. - På forhånd var vi tilfredse med en mindre præmie, men det flaskede sig perfekt, smilede Jan Kramer, der officielt stadig figurerer som træner, men reelt stoppede proftilværelsen tidligere på året for i stedet at varetage et job som vinduespudser. Avlskarriere venter For Jess Lyngby vankede der en “trøstpræmie” på 174.000 kroner. Og dermed har han trods alt stadig gjort en rigtig god forretning med Let’s Go Flamingo, der for tre år siden kostede ham blot 5.000 kroner, og som nu har indtjent godt en halv million. Revanche i Aalborg Hoppen søger nu revanche på Aalborg Store Pris-dagen om to uger og skal derefter kun starte i et Grand Circle-løb i Aalborg før vinterpausen. - Let’s Go Flamingo virker slidt, og det er sandsynligt, at jeg allerede næste år vil satse på hende i avlen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...