Skuffende nederlag efter god stime af HI

Glostrup 29. september 2002 08:00

Glostrup Hjørring 4-2 Fodbold, 2. division GLOSTRUP: - Jeg er helt ærligt lidt skuffet over vores første halvleg, men især over, at vi taber til et hold som Glostrup. Det er for dårligt, at de kan slå os med så enkle midler. Jørgen Steffensen var ikke specielt lykkelig, da han skulle se tilbage på nederlaget på 2-4 ude til Glostrup. Et nederlag, der fjernede det smil, der ellers var ved at blive permanent på HI-trænerens læber efter nogle gode kampe ovenpå en svag sæsonstart. - Vi starter ikke ret godt, men jeg synes faktisk, at vi kommer rigtigt godt ind i kampen. Det er jo en gave at få et straffespark i første halvlegs sidste minut, fortæller Jørgen Steffensen. - Men de er altså fysisk stærke og meget gode på dødbolde. Det vinder de på. Glostrup kom foran på et bragende langskud af Jesper Kolze, hvor unge Christian Stensborg i HI-målet var chanceløs, men på Anders Schjøtts effektive udnyttelse fik vendelboerne udlignet før pausen på straffesparket. - Og så følte vi virkelig i pausen, at nu var den kamp vendt, men der gik bare to minutter, før de slog til på en dødbold, sukkede træneren. Det var den jættestore Glostrup-forsvarer, der stødte med frem på et hjørnespark og headede hjemmeholdet foran med 2-1. Det lærte vendelboerne ikke meget af, så selv om Kasper Burholt med et genialt lob sendte bolden over en fremstormende Glostrup-keeper til 2-2, så slog hjemmeholdet til med endnu et mål efter hjørnespark. Igen med Morten Skytte til at heade. Denne gang dog ikke i mål, men videre til Jesper Kolze, der så kunne slå til for anden gang. I kampens døende minutter slog hjemmeholdet til med endnu et mål, da HI kastede alt frem i håbet om at hente det ene point med hjem til Hjørring.toto Kampfakta: Pausestilling: 1-1. Mål: 22. minut: 1-0 Jesper Kolze. 45. minut: 1-1 Anders Schjøtt (straffespark). 47. minut: 2-1 Morten Skytte. 65. minut: 2-2 Kasper Burholt. 75. minut: 3-2 Jesper Kolze. 90. minut: 4-2 El Mekkin. HI - 4-4-2: Christian Stensborg - Thomas Jensen, Anders Schjøtt, John B. Jørgensen, Kenn Larsen - Morten Fjordbak (65. minut: Mads Peter Olesen), Michael Nielsen, Kenneth Pedersen, Kasper Burholt (80. minut: Mikkel Mathiasen) - Siad Saliba, Adnan Begovic (75. minut: Jess Hougaard). Tilskuere: 228.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...