Skuffende start på slutspillet
SønderjyskE vandt 28-27 over Aalborg Håndbold, og slutspilspuljen er nu helt åben
Opdateret kl. 17:18
SØNDERBORG: Aalborg Håndbold skulle lørdag forsøge at sætte Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og SønderjyskE under maksimalt pres i slutspilspuljen ved at besejre sidstnævnte i aalborgensernes første optræden i gruppen.
De to hold fulgtes pænt ad i kampens første kvarter, men herefter fik det sønderjyske hjemmehold bragt sig foran med tre mål ved stillingen 8-5, og selvom Mads Mensah Larsen slog til i Aalborgs offensiv, gav SønderjyskE ikke føringen fra sig.
I forsøget på at lukke hullet blev Marcus Mørk bragt i spil, men selvom han kom på tavlen og efterfølgende fremtvang et straffekast, så kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 16-13.
Mensah bombede forgæves
I starten af anden halvleg fortsatte Mads Mensah Larsen med at vise vejen i angrebet, hvor Morten Slundt også begyndte at melde sig ind i kampen. Efter ti minutters spil var SønderjyskE dog fortsat foran med tre mål ved stillingen 22-19, og gæsternes cheftræner måtte tage en timeout.
Nikolaj Jacobsen sendte Ole Erevik på banen, som ellers var blevet erstattet af Richard Kappelin i målet efter tyve minutters spil af første halvleg, men den udskiftning havde ikke haft den store effekt. Ole Erevik var med flere redninger med til at øge spændingen om udfaldet i slutfasen, hvor Aalborg dog aldrig fik overtaget.
Den norske keeper kunne således ikke forhindre hjemmeholdet i at hente en sejr på 28-27. Slutspilspuljen er nu helt åben, og KIF Kolding København fører an med fire point foran SønderjyskE, der har to point efter sejren over Aalborg, som ligger på tredjepladsen med det ene point fra grundspillet. BSV har ingen point og ligger sidst. De to bedste hold går videre til semifinalerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.