Aalborg

Skuffet direktør forlader Aalborg City

Lars Bech mener selv, han har ydet en stor indsats

AALBORG:- Jeg er skuffet og ked af det, og jeg mener ikke, at bestyrelsen har truffet den rigtige beslutning. Aalborg City-direktør Lars Bech har brugt weekenden til at slikke sårene, efter at bestyrelsen fredag besluttede, at Lars Bech ikke længere skal stå i spidsen for foreningen. Lars Bech har ikke levet op til bestyrelsens forventninger, hedder det i en pressemelddelelse fra formand Nils Andersen, der ikke ønsker at knytte flere kommentarer til Lars Bechs fratrædelsen, som sker i forbindelse med, at direktørens prøvetid ophører. Lars Bech ønsker heller ikke at fortælle, hvad han og bestyrelsen har været uenige om, men han slår fast, at det ikke er enkelte dramatiske episoder, der har fået bestyrelsen til at lede efter en ny direktør. - Jeg har ikke stjålet af kassen eller gjort andre angribelige ting, understreger Lars Bech. Han mener selv, at han har været i stand til at varetage jobbet tilfredsstillende, og han er derfor skuffet over, at han med udgangen af februar skal finde et andet arbejde. - Men jeg vil ikke komme nærmere ind på årsagen. Det vil indebære en risiko for trakasserier og mudderkastning, og det ønsker jeg ikke. Der er brug for at samle kræfterne i Aalborg City, siger Lars Bech. Han har sidet i direktørstolen for Aalborg City med 268 medlemmer siden juni. - Det har været spændende, og jeg synes selv, at jeg har gjort en kæmpe indsats. Det er jo et mistillidsvotum, når bestyrelsen tager sådan en beslutning, men jeg mener, at jeg stadig kan se mig selv i øjnene, og nu ser jeg fremad, forklarer direktøren. Lars Bech aner endnu ikke, hvad han skal lave fra marts. Han har tidligere drevet en servicestation mellem Århus og Stilling, og han havde sin egen Metax benzinstation i Aabybro, inden han blev ansat af city-forenigen. - Jeg vil bruge mit netværk og forsøge at få et spændende job. Jeg vil gerne have mulighed for at bruge mine kreative evner og mener, at jeg er en god formidler, siger Lars Bech.