Skuffet formand

EMNER 21. september 2002 08:00

HOBRO: Børne- og kulturudvalgets formand Jan Hviid (V) var dybt skuffet, da han i går eftermiddags hørte om mandagens strejke i institutionerne. Han mener, at et enigt politisk udvalg har skånet børneområdet i budgetforhandlingerne. - Jeg forstår simpelthen ikke denne aktion. Vi har jo erkendt, at børnepasningsområdet ikke kan tåle nedskæringer, fordi det blev ramt for fire år siden. Derfor har vi modsat alle andre områder holdt hånden over institutionerne. - Vi taler om, at en børnehave med 60 børn kun skal spare 30.000 kroner. Vi har endda indkaldt BUPLs repræsentanter til forhandlinger om, hvordan vi sparer pengene. Den opgave har man ikke været interesseret i at deltage i. De vil ikke bruge energi på en konstruktiv forhandling, men kan finde kræfter til at holde fagligt møde i arbejdstiden. Det forstår jeg ikke, lyder Jan Hviids umiddelbare reaktion på den bebudede strejke. Han beklager, at nogle forældre mandag vil komme i klemme. - Men vi har jo på alle institutioner ledere, som jeg formoder møder på arbejde. De kan passe nogle børn, men mange forældre vil jo nok forsøge at finde alternativer, siger Jan Hviid. -øst

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...