Skuffet Meulensteen forbigået til United-job
René Meulensteen havde gerne taget endnu en periode hos Manchester United efter ansættelsen af Louis van Gaal.

Den tidligere Brøndby-træner René Meulensteen kunne rigtig godt tænke sig at tage en tredje periode i Manchester United, når landsmanden Louis van Gaal til sommer tiltræder i den engelske storklub.
Men det bliver der ikke noget af, og det ærgrer hollandske Meulensteen.
- Det er skuffende, siger han ifølge Sky Sports.
- Når man tilbringer omkring 12 år i en klub af en størrelse som Manchester United, hvor man arbejder på alle niveauer - ikke mindst med førsteholdet i de fem år, der var de mest succesfulde i klubben nogensinde - så er man naturligvis skuffet.
- Ikke mange har tilbragt så meget tid i en enkelt klub, som jeg har, siger René Meulensteen.
Hollænderen var først ungdoms- og senere assistenttræner i Manchester United, før han i 2006-07 tilbragte et halvt år uden succes som cheftræner hos Brøndby.
Herefter vendte han tilbage som assistent for manager Alex Ferguson i United, men Meulensteen røg ud, da den nu fyrede David Moyes tiltrådte sidste sommer.
René Meulensteen har siden haft cheftrænerjob i såvel russiske Anzhi som engelske Fulham, som fyrede ham efter nedrykningen fra Premier League i sidste måned.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.