Skuffet over manglende hjælp af politiet
En formiddag i sidste uge gav to løse ponyer risiko for trafikken, men politiet kunne ikke hjælpe

I dag glæder Sissel Guldhammer Sunesen sig over, at ingen trafikanter kom i farlig nærkontakt med to løse ponyer på Skyumvej, men den torsdag morgen i sidste uge, hvor hun opdagede dyrene, klarede hun det med to andre personers hjælp og ikke politiet. Foto: Niels Hansen
SKYUM:I dag kan Sissel Guldhammer Sunesen glæde sig over, at to undslupne ponyer fra en genbos indhegning ikke kom til at betyde trafikulykker på Skyumvej.
Men hun er meget skuffet over, at hendes to opkald til 114 og dermed Midt- og Vestjyllands Politi ikke gav mere hjælp:
- Første gang sagde de, at de ville komme, men efter en halv time var beskeden, at det var der ikke mandskab til, fortæller hun og siger, at da hun spurgte om, hvad de ville gøre, hvis nogen var kørt ind i ponyerne, var svaret: ”Så må vi håbe, der er mandskab til at feje op!”.
- Det er en helt utilstedelig behandling, borgeren har fået, lyder det uden betænkningstid fra lederen af politiet i Thisted, vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau.
Han mener, at et opkald om et problem af denne type skal behandles ordentligt, og han vurderer, at det ikke er en besked, som Sissel Guldhammer Sunesen har fået fra de ansatte på stationen i Thisted.
- Når der er et problem med for eksempel løse heste, går vi ind i forskellige registre og forsøger at finde de nærmeste ejere og ringer til dem.
Om det skete her er uvist, for i den første halve times ventetid kom der en kvinde på vej på arbejde på sin cykel, og hun hjalp Sissel Guldhammer Sunesen, og der også fik hjælp af en hestekyndig person, der dukkede op, inden ejeren af ponyerne også kom.
- Hun skulle have haft et ordentligt svar om, at man havde været nødt til at prioritere anderledes og så fået forklaret, at man var ved at finde frem til mulige ejere, siger Poul Vestergaard-Lau.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.