Skuffet projektchef

Caspar Birk
Projektchef Søren Lundby fra A. Enggaard A/S før rundturen på Østre Havn 17. april sidste år. arkivfoto: Michael koch
Lundby 1. april 2008 10:45

AALBORG: 17. april sidste år bød projektchef Søren Lundby fra firmaet A. Enggaard A/S omkring 200 interesserede borgere velkommen, da der var workshop og fremvisning af de tegninger og ideer, som fem arkitektfirmaer og tegnestuer havde for Østre Havn. Knap et år senere kunne han konstatere, at det store arbejde i den mellemliggende periode, var stødt mod en stor socialdemokratisk mur. - Det er lidt træls. Jeg synes, at det var en fin indstilling og jeg ved ikke, hvad der er sket, for der er lavet et seriøst stykke arbejde og brugt mange timer, sagde Søren Lundby. Det er blevet til mange møder mellem politikere og entreprenørvirksomheden, der ligeledes har engageret arkitektfirmaerne Schmidt Hammer Lassen og Cubo Arkitekter samt Carl Bro-gruppen til at foretage en række undersøgelser. - Vi har undersøgt om husene er bevaringsværdige eller ej, fundet en bygning, der var kviksølvforgiftet og beregnet ting på forhånd, så vi var fri for at diskuteret dem senere hen, sagde Søren Lundby, der ikke havde det store tilovers for Socialdemokraternes begrundelser for at sende helhedsplanen tilbage til tegnebrættet. - Forholdene omkring stjernepladsen er belyst i helhedsplanen, forholdene angående vandudskiftning i bassinet er undersøgt og det kan godt lade sig gøre at udvide pieren på en måde, så det ikke ødelægger vandkvaliteten og der er også beskrevet i helhedsplanen, at man vil arbejde aktivt for at skabe byliv i området, fortalte Søren Lundby, da den åbne del af byrådsmødet var overstået.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...