Patienter

Skulderklap fra patienter

NORDJYLLAND:Alle kan lide at blive rost og påskønnet. Også personale i sundhedsvæsenet. Derfor indstiftes der nu en "Patienternes Pris", som hvert år vil blive tildelt en sygehusafdeling, som har ydet en særlig indsats i forhold til en eller flere patienter og pårørende. Bag prisuddelingen står sundhedsbrugerrådet, der repræsenterer flere forskellige patientforeninger i Nordjylland. Brugerrådet foreslår, at "Patienternes Pris" bliver en lille figur til 1200 kr. - I regionsrådets forretningsudvalg synes vi, at det er en rigtig god ide. I forvejen ved vi, at ansatte i sundhedsvæsenet er glade for, at de nu bliver påskønnet med frugtordning og julegaver. Og jeg er sikker på, at en afdeling også vil være glad for den påskønnelse, der ligger i at modtage patienternes pris, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S). Efter planen vil prisen blive uddelt for første gang i september 2010.