Skulderklap til håndboldtræner

Frank Larsen fra Frem Skørpings håndboldafdeling blev i aftes udnævnt til årets frivillige idrætsleder i Rebild Kommune

Frank Larsen fra Skørping, blev i aftes udnævnt til "årets frivillige idrætsleder" i Rebild Kommune og fik dermed også den lokale udgave af "Du gør en forskel"-prisen fra Danmarks Idrætsforbund. Privatfoto

Frank Larsen fra Skørping, blev i aftes udnævnt til "årets frivillige idrætsleder" i Rebild Kommune og fik dermed også den lokale udgave af "Du gør en forskel"-prisen fra Danmarks Idrætsforbund. Privatfoto

49-årige Frank Larsen fra Skørping fik i aftes prisen "Du gør en forskel" for sin mangeårige indsats for håndboldspillet i Skørping og omegn. Overrækkelsen skete i Kig Ind, Nørager, i forbindelse med at Rebild Kommunes Idrætsråd overrakte præmier for "særlige idrætspræstationer" af personer, der bor i kommunen. "Du gør en forskel"-prisen blev som altid givet til den person, idrætsrådet har udpeget til årets frivillige idrætsleder, og den blev som altid fulgt af 5000 kroner ud over diplom og blomster. I år har rådet haft tre indstillede til hæderen. Aktiv som træner i 35 år Frank Larsen har været aktiv som håndboldtræner i omkring 35 år både som hovedtræner og hjælpetræner. I indstillingen fremgår det, at han i gennemsnit har været træner for tre håndboldhold pr. sæson. Senest i 2009-10. hvor Frank Larsen trænede U12-drenge, U16-piger og U16-drenge. I øjeblikket er han træner i FREM Skørpings håndboldafdeling for U18-piger, U16-drenge og U16-piger. I den indstilling, der ligger til grund for udvælgelsen lyder det blandt andet: "Franks kvaliteter er, at han er et meget engageret menneske. Han tænker håndbold i alle døgnets 24 timer. Og han ved ikke alt det gode, han skal gøre for spillerne. Han inviterer dem hjem privat til hyggeaftener, han bager kage, som han har med til stævner, han har frugt og nødder med til træning. Frank henter og bringer spillere, der bor i yderområder, og har svært ved at komme frem til træning. Frank bruger også tid på at tage ud til Aalborg for at se de spillere træne, der er på talent hold i Aalborg. Grunden til de er kommet af sted til talenttræning, er også Franks fortjeneste etc. Frank er altid er meget positivt indstillet over for alle håndboldspillere, og de udfordringer det giver." Frank Larsen har til daglig job som systemkonsulent hos TDC og er far til tre drenge på henholdsvis 12, 15 og 19 år. "Du gør en forskel "-prisen i Rebild Kommune blev i 2010 givet til Anna Marie Svenstrup fra Mejlby Haverselv KFUM. Tidligere har blandt andre Anette Bentholm fra Skørping fået prisen.