Hospitaler

Skulderklap til psykiatri i Brønderslev

Tidsskriftet Dagens Medicin har kåret Brønderslev Psykiatriske Sygehus til landets 4. bedste voksenpsykiatri.

Tidsskriftet Dagens Medicin  har kåret Brønderslev Psykiatriske Sygehus til landets 4. bedste voksenpsykiatri. Arkivfoto Kurt Bering

Tidsskriftet Dagens Medicin har kåret Brønderslev Psykiatriske Sygehus til landets 4. bedste voksenpsykiatri. Arkivfoto Kurt Bering

Det er bl.a. bedømmelser fra læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale, der ligger til grund for placeringen som nummer fire. De forskellige faggrupper har bl.a. angivet, at de ville anbefale sygehuset til en af deres nærmeste, hvis han eller hun fik brug for behandling. Desuden spiller det afgørende ind på resultatet, at behandlingen i Brønderslev langt hen ad vejen lever op til de krav, der stilles i det nationale program for skizofrenibehandling (NIP). Det drejers sig bl.a. om, at patienterne bliver undersøgt af en speciallæge, samt at de får den nyeste medicin og forebyggende undersøges for evt. bivirkninger. Ledende oversygeplejerske Helle K. Jakobsen på Brønderslev Psykiatriske Sygehus ser først og fremmest placeringen som et fortjent skulderklap til sygehusets personale - og en opmuntring til at fortsætte det gode arbejde med at sikre kvalitet i behandlingen. - Psykiatrien har længe haft ry for at være "det bløde" område, hvor der ikke har været tradition for at måle på effekten af den behandling, patienterne får. Derfor er det et kæmpe fremskridt, at der nu i stigende grad indføres nationale programmer for behandling – også på det psykiatriske område, siger Helle K. Jakobsen. Psykiatrisk sygehus i Risskov løb med førstepladsen som landets bedste voksenpsykiatri, mens Aalborg Psykiatriske Sygehus opnåede en placering i den bedste tredjedel.