Skulptur får nye kugler af guld

Kunst 7. juni 2003 08:00

PANDRUP: Bent Exners store skulptur "Vækst" i Pandrup Industriby har nu fået nye guldkugler, akkurat som det var hensigten, da skulpturen blev rejst for 10 år siden. I går blev "Vækst" shinet op med 14 nye, skinnende guldkugler, og det er naturligvis ikke helt tilfældigt, at det skete kort før regentparrets besøg i Pandrup torsdag, fortæller erhvervschef Povl Bjarne Jensen. - Da "Vækst" blev afsløret i 1993, blev dronningen også inviteret af afdøde arkitekt Bent Sørensen, men hun kunne desværre ikke deltage. Men så er det dejligt, at regentparret kommer nu, siger Povl Bjarne Jensen. Allerede da skulpturen blev lavet, var det hensigten, at der skulle guldkugler på, men det blev undladt af økonomiske grunde. Nu har man imidlertid fundet en mere overkommelig løsning, hvor de nye kugler har fået en gang guld-lak og et ekstra lag ovenpå, der beskytter mod uv-stråler, forklarer erhvervschefen. Det er Grundejerforeningen Pandrup Industriby, der betaler udgifterne, som løber op i 20.000 - 25.000 kr. Guldkuglerne får ifølge erhvervschefen den effekt, at skulpturen bliver knap så fersk at se på og spiller op til guldhanen, som viser vindretningen. Under alle omstændigheder skulle "Vækst" have et serviceeftersyn, da et par af de oprindelige kugler var faldet af, og der har stort set ikke været omkostninger på kunstværket, siden det fik sin plads ved industribyen for 10 år siden, oplyser Povl Bjarne Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...