Skulpturerne må gerne klappes

Første gang, Agnete Brittasius udstiller på sin hjembys kunstmuseum

Kunst 10. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Lyset falder ovenfra ned på kunstmuseets hvide vægge og rammer stentøjsskulpturer og relieffer. Bløde grønne og blå farver blandet med guld. Bronze, glas og andre materialer bryder stentøjsfladerne. En lang kæde af fugle tager flugten fra et podie, og den øverste lander på væggen ovenover. Det er første gang, Agnete Brittasius udstiller på Frederikshavn Kunstmuseum. I den by, hvor hun har boet det meste af sit voksne liv. Og hvor en forretningsdrivende efter 25 år spurgte hende: - Tænker du egentlig på at slå dig permanent ned? Hun går rundt mellem det hele og fortæller. Om et langt kunstnerliv og om de udstillede genstande, der alle udspringer af hendes fantasi og har taget form mellem hendes øvede hænder. Et par hænder, der aldrig har kunnet holde sig fra leret. Som siden hun var fire-fem år gammel, bestandigt har formet figurer. I begyndelsen en leg, men legen udviklede sig til en livsform og til sidst ad lange omveje til en levevej. - Mit liv er altså blevet et eventyr, siger kvinden. De brune øjne smiler. Og eventyr er der også i stentøjet. Figurerne vrider og snor sig, taler til fantasien og giver beskueren lyst til at røre. - Jeg går og klapper dem lidt, siger hun. Det må vi andre også gerne. Mærke den kolde glatte glasur og andre materialers ruhed, der ridser i håndens flader. Agnete Brittasius har selv oplevet at blive konfronteret med pistolbevæbnede vagter på Guggenheim-museet i New York, da hun faldt for fristelsen til at klappe en anden kunstners værker. Det sker ikke i Frederikshavn. Med skosværte og skrot Da Agnete Brittasius debuterede i 1967, havde hun ingen ovn. Uden brænding, ingen farver. Så hun polerede sine skulpturer med skosværte. Da hun fik sin første ovn, var den ganske lille. Deraf udsprang ideen om at skære værkerne op i mindre dele og samle dem senere. Det gør hun stadig, men ikke mere af nødvendighed. Måske lidt af en tilfældighed, der var med til at forme hendes stil. På samme måde som brugen af alternative materialer. Skrot, hun fandt rundt omkring, satte gang i fantasien. Det er længe siden. Men hun holder stadig meget af at blande materialerne. Fantasiens himmelflugt Nej, fuglene skal alligevel ikke være der. Den plads vil være helt perfekt til Himmelstigen, som lige nu ikke stiger nogen steder, men nøjes med at krybe hen over museets gulv. Jord, himmel og en metalstjerne i toppen, hvis ene spids fortsætter ned gennem alle himmelfelterne. Fra grønt til blåt til guld. Vi træder hen over dens mange meter mens kunstneren forklarer. - Nogle dage føler man sig som et halvt menneske, og man er nødt til selv at arbejde med at få tankerne gjort lettere Stige til himmels, om man vil. Så kan man jo lave en himmelstige. Eller noget andet Som så mange af hendes andre værker er Himmelstigen et religiøst symbol. Som det store relief "Trosbekendelsen". Og som de mange kors. Men den skal ikke hedde Jakobsstigen, som der står i udstillingskataloget. Skal ikke være folkekirkedansk. Hendes kunst er for alle mennesker, uanset hvad de tror på. - Hvis man vil have, der skal ligge et budskab i det, er det "Frygt ikke, tro kun", siger hun. - Jeg kan ikke med tanken om dommedag. Det lange seje træk Agnete Brittasius laver ikke mere end otte-ti ting om året. Nogle gange brænder hun et enkelt værk helt op til ti gange. - Jeg ved da godt, det er en skrækkelig proces, siger hun. - Men de skal bare være, som jeg vil have det. Før i tiden lavede hun først små modeller, så lidt større modeller og til sidst den endelige skulptur. I dag tegner hun mere. Men det færdige værk er langt fra en kopi af den første model. - Skal en ting blive god, skal skulpturen selv tage over. Sige: Det kræver jeg! Hun viser et kors frem med guldglinsende glaskrystaller i midten. Det kors har en historie. Hun havde eksperimenteret længe med midterfeltet. Det ville ikke blive, som hun gerne ville have det. Først, da hendes mand brødebetynget kom og tilstod, at han var kommet til at smadre familiens fineste krystalfad, fandt hun en løsning på problemet. Her var det helt rigtige materiale. Stumperne blev fejet sammen, knust og blandet med lidt guld, og efter en brænding ved 770 grader havde det den helt rigtige glans. Titlerne Agnete Brittasius giver altid sine værker navne. - Jeg kan lide at sætte en titel på, så der også deri kan ligge stof til eftertanke, siger hun, vel vidende at enhver beskuer lægger sit i det, han ser. Og sådan skal det også være. "Slip fantasien løs" hedder en af dem faktisk. - Det er en appel til mig selv, siger Agnete Brittasius. - Den forestiller en underlig person, der svæver over vandene og ikke ser, hvad der sker ved dens fødder. Den er nok lidt beslægtet med den, der hedder "Mennesket og omverdenen". Om symbolikken i den forklarer Agnete Brittasius: - Mange går gennem livet uden at opdage, hvor smukt det er. Andre går bare til købmanden og har oplevet en hel masse Kunstneren hører vist til de sidste. Og hun vil nok fortsætte med at slippe fantasien løs en rum tid endnu. For som hun siger: - Jeg er heldigvis indenfor et fag, hvor man kan blive ved, så længe man kan kravle. Udstillingen "Tiderne skifter" kan ses på Frederikshavn Kunstmuseum fra den 7. september til den 27. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...