Skulpturudstillinger på Bindslev Byplads

BHE arbejder med forslag fra kunstner Stinne Teglhus.

For nogle år siden arrangerede Stinne Teglhus skulpturfestival i Hirtshals i samarbejde med handelsstandsforeningen. Nu har hun henvendt sig til BHE Bindslev med tilbud om at hjælpe med at lave skuplturudstilling i en ny byplads. Arkivfoto: Kurt Beri

For nogle år siden arrangerede Stinne Teglhus skulpturfestival i Hirtshals i samarbejde med handelsstandsforeningen. Nu har hun henvendt sig til BHE Bindslev med tilbud om at hjælpe med at lave skuplturudstilling i en ny byplads. Arkivfoto: Kurt Beri

En henvendelse fra kunstneren Stinne Teglhus til BHE Bindslev fører måske til, at der bliver skulpturudstillinger i en skulpturhave, som foreningen gerne vil lave i forbindelse med anlæg af en ny byplads. - Det ku' godt være noget, som folk til køre bare for at se det. Henvendelsen fra Stinne Teglhus er bestemt noget vi gerne vil arbejde videre med og flette ind i vores projekt, siger formanden Evald E. Jensen. Han understreger dog samtidigt, at BHE ikke har penge til at købe skulpturer til en blivende udstilling. - Men Stinne Teglhus har mange kontakter og erfaring med udstilling af skulpturer i Hirtshals. Hun har sagt, at hun godt kan finde 6-7 andre kunstnere til at udstille i en periode og forsøge at sælge nogle af de udstillede skulpturer, fortsætter han. Om baggrunden for henvendelsen til BHE udtaler Stinne Teglhus, at hun ikke er så gode venner med dem, der bestemmer, hvor der skal stå kunst i det offentlige rum i Hjørring Kommune: - Der er lidt stille omkring kunst i de her krisetider, hvor kunstnere har for lidt at lave. Så er det med at komme ud og måske på den måde sælge noget. Bypladsen i Bindslev er en god mulighed, hvis jeg får lov til at komme, tilføjer hun. Og der er formentlig ikke et kunstudvalg, der blander sig, for Bindslev Byplads er privat. BHE købte for et år siden grunden, hvor der dengang lå et nedslidt bageri. Det er revet ned for at give plads til det nye projekt. Borgermøde Foreløbig har foreningen fået samlet godt en halv million kroner sammen til projekter, der er beregnet til at koste 680.000 kroner. På torsdag 1. marts kl. 19.30 holder BHE et offentlig møde på Bindslev Hotel. - Vi vil orientere om, hvor langt vi kan komme med de penge vi har fået ind og høre kommentarer til det. Planen er at vi vil gå i gang med at lave pladsen om fjorten dage, og at vi skal være færdige til det første torvemarked 30. juni, oplyser Evald E. Jensen. For på grunden ud mod Nørrebro skal der laves en scene, som kan bruges i forbindelse med sommerens torvemarkeder. En hyggeplads med plads til grill indgår også i den foreløbige skitse. Længere inde på grunden skal der være et grønt område med borde og bænke. Det grønne område kan eventuelt bruges som skulpturhave - Vi arbejder også med en legeplads, som er et ønske fra borgere i byen, men det har også noget at gøre med at vi kan blive draget til ansvar, hvis der sker noget. Det indgår også i overvejelsen, forklarer Evald E. Jensen.