Gymnastik

Skumbananer og badutter i aktion

SKOVSGÅRD:Der blev baduttet og kickflippet vildt, da Skovsgård Idrætscenter lørdag eftermiddag blev fyldt med mennesker ved den årlige gymnastikopvisning. Skovsgård Brovst KFUM"s Idrætsforening havde samlet otte hold på gulvet foruden et Kickflipper-gæstehold fra Fjerritslev, og omkring 300 mennesker kiggede på foruden gymnasterne selv. Gymnastik-formand Kia Larsen havde fornøjelsen af at byde velkommen til en opvisning, som dog havde færre hold end normalt. Det har knebet med at finde gymnaster og ikke mindst instruktører. Eksempelvis måtte et mor-barn-hold aflyses, da der ikke kunne finde en instruktør. Så fra Kia Larsen lød der en opfordring om at bakke op om foreningen. Hun håber, at der kommer gang i flere hold, såsom puslingehold. - Og så vil vi gerne prøve med lidt nytænkning, så vi kan få flere med til gymnastik næste sæson, sagde Kia Larsen i sin velkomst. De hold, som løb på gulvet lørdag, gjorde det nu godt. Der var "skumbananer" i blå gymnastikdragter, hvide caps og tylskørter. Der var tempofyldt aerobic til Nik & Jays "Lad mig se dig gå frem, tilbage... og så videre". Der var "badutter" i fuld fart på den oppustelige springbane, og der var spring, spilopper og til sidst ros og gaver til de instruktører, som der trods alt er i foreningen, og som er så afgørende for, at der kan dannes hold.