Skure og byggematerialer spærrer hele vejen

Husejer på Rebslagervej føler sig stærkt generet af håndværkere

Byggeri 8. december 2007 05:00

SÆBY: Der er godt gang i byggeriet af enfamiliehuse i Sæby. Også på Rebslagervej, hvor den store travlhed dog giver problemer for ejerne af de eksisterende villaer. Børge Jensen, der bor på Rebslagervej 30, føler sig stærkt generet af de mange håndværkere, der har den daglige gang på områdets byggepladser. - På tredje måned er vores vej nærmest spærret af skurvogne og byggematerialer, der bare er smidt midt på vejen. Tit er det fuldstændighed umuligt at komme ud af indkørslen, og forleden kom min nabo for sent på arbejde, fordi en lastbil spærrede for hende, fortæller Børge Jensen. Han mener, at skurene og de mange byggematerialer er direkte farlige. De er ikke oplyste, og kl. 12 slukkes gadelygterne. - Det betyder, at en fuldstændig mørk vej er fyldt op med tagsten, tagspær og andre byggematerialer. Det er meget farligt for cyklister og folk på knallert. Der er stiforbindelse fra Rebslagervej til Toldbodvej, så rigtig mange tohjulede kommer fordi. Det ender galt, mener Børge Jensen. Han og hustruen har forsøgt at tale med håndværkerne, men det har ikke bedret situationen. Derudover har han kontaktet både politiet og Frederikshavn Kommunes tekniske forvaltning. - Politiet vil slet ikke tage sig af sagen og henviser til kommunen. Jeg ved, at teknisk forvaltning har været herude, men der er ikke sket noget. Det er som at slå i en dyne, siger en frustreret Børge Jensen. Han mener, at problemet forholdvis let kunne løses. Hvårværkerne kunne flytte skure og byggematerialer væk fra vejen og ind på de private byggegrunde. NORDJYSKE har forgæves forsøgt at få en kommentar fra teknisk forvaltning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...