Sky-chef: Froome overrasker positivt som kaptajn

Sky-holdet virker svækket, men det skyldes ikke Chris Froomes lederevner, forsikrer Carsten Jeppesen.

Sky-chef: Froome overrasker positivt som kaptajn

Det er altid nemmere at knokle 100 procent for en chef, der anerkender ens slid - sådan er det også i cykelsporten.

Dømt på Skys svage indsats på både 9. og 13. etape fristes man til at spørge, om Chris Froome simpelthen er en dårlig leder, der ikke kan motivere og mobilisere sine hjælperytteres sidste kræfter.

Det afviser holdets tekniske direktør, Carsten Jeppesen, men anerkender, at holdets ryttere er trætte.

- Chris klarer det faktisk super godt. Han er virkelig god til at få alle med, så der er ikke noget at komme efter der. Han har været overraskende god, siger Carsten Jeppesen.

På løbets anden bjergetape sad Chris Froome - helt uhørt for en gul førertrøje - isoleret over adskillige kilometer. Det skete igen på fredagens etape, da Saxo-Tinkoff indledte et overraskende angreb.

- De sad og sov lidt med 25 kilometer igen. Men de havde været der hele dagen. De tog en blunder. Det er altid nemt at sige, at de ikke må sove der, men jeg synes også, vi må sige, at Saxo-Tinkoff kørte godt.

- Det har været en positiv overraskelse at arbejde med Chris, og det samme gælder medierne. I har aldrig før fået så meget fra en gul trøje, siger den tekniske direktør.

Spørgsmål: Skulle Chris Froome være fulgt med, da Saxo-Tinkoff angreb fredag?

- Ja, det skulle han nok. Han tøver og venter på holdet, men det er altid nemt at være sofa-Froome. Det er en del af spillet. Sådan er cykelsporten, at det ikke altid går, som præsten prædiker.

- Jeg tror, at alle ryttere i feltet er trætte. Det er ikke sådan, at vi er de eneste, der har mistet folk. Saxo-Tinkoff har mistet en, og Movistar er en nede. Det har været hårdt og varmt, siger Carsten Jeppesen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.