Medievirksomhed

Sky stopper på toppen

København, tirsdag /ritzau/ Med en markedsandel på 6,7 procent opnåede Sky Radio fine lyttertal den sidste måned, stationen eksisterede. Men lukningen var alligevel uundgåelig. Sky Radio, som lukkede for nylig på grund af dårlig økonomi, sluttede af med fine lyttertal. I oktober havde stationen således en markedsandel på 6,7 procent, hvilket er det næsthøjeste i de to år, stationen har eksisteret. Dermed nåede Sky Radio op på lidt over en million ugentlige lyttere i oktober, fremgår det af Gallup Radio Index. - Man kan i hvert fald sige, at vi slutter af på toppen, siger Kasper Krüger, viceadministrerende direktør i Sky Radio. Selv om man havde vist, at lyttertallet ville stige, ville det ifølge Kasper Krüger ikke have ændret på beslutningen om at stoppe. - Det ville aldrig være muligt for Sky Radio at opbygge en sund forretning, når vi ikke kunne nå ud til mere end 60 procent af befolkningen. Vores hovedproblem har været, at vi ikke er nået ud til de 80 procent af befolkningen, som vi købte og betalte for, siger Kasper Krüger. Det ser ud til, at Sky Radio i oktober erobrede en del lyttere fra Radio 100FM, som dykkede fra en markedsdel på 7,9 procent i september til 5.4 procent. Det svarer til et tab på 135.000 ugentlige lyttere. Ifølge Gallups Radio Index for radiolytningen i oktober 2005 sidder Danmarks Radio på 67,0 procent af markedet, mens 33,0 procent af al radiolytning i Danmark er rettet mod andre stationer. På en enkelt dag er der 3.749.000 forskellige lyttere, der lytter til radio i Danmark, mens der i løbet af en uge er 4.435.000 forskellige lyttere. Alle danskere lytter i gennemsnit til radio næsten 21 timer om ugen, hvilket svarer til, at gennemsnitsdanskeren lytter til radio tre timer i løbet af en dag. /ritzau/