Skyd en lærer i vandet

Sjov dag for børn og voksne i Skelund

Skelund 14. september 2002 08:00

SKELUND: - Det bli'r dæleme ikke sjovt det her, kom det fra en dreng, der stod iført et rødt klæde og havde hovedet igennem et hul i et stort stykke pap, mens flødeboller i stride strømme blev kastet imod ham. Men han havde et kæmpesmil omkring munden, og sjovt var det i går, da Skelund Skole havde inviteret elever, forældre, bedsteforældre og andre interesserede til den årlige aktivitetsdag. - Det er en gammel tradition, som vi fører videre, fortalte skoleleder Dhjon Veggerby Pedersen om dagen, der engang var en markedsdag med et stort telt, men i de seneste år har været kaldt aktivitetsdag. Hver klasse står for nogle aktiviteter, som koster en lille skilling at prøve, men pengene går til et godt formål. Klasseklassen fyldes langsomt op, og pengene bliver enten løbende brugt til køb af legetøj og tilskud til fester eller til de store ekskursioner i sjette og syvende klasse til henholdsvis Bornholm og Polen. - Men det er ikke kun for at tjene penge. Der er også en festlig dag af format, fastslog skolelederen, der glædede sig over det herlige vejr, der ledte tankerne hen på en varm sommerdag. Fuldstændig vanvittigt Én, der var mere end glad for solen og varmen i går, var Lars Sølgaard. Han er normalt klasselærer i første klasse, men i dagens anledning var udnævnt til skydeskive for "hævntørstige" elever. Han var placeret på et sæde over en container, der var fyldt med vand, og sædet klappede sammen, når en bold ramte en bestemt aktiveringsmekanisme foran på containeren. - Det er fuldstændig vanvittigt, sagde Lars Sølgaard, som grinende kunne fortælle, at han var den eneste lærer på den våde uriaspost. - De andre har mærkelig nok ondt i ryggen eller noget lignende. Forbudt derhjemme Ud over at skyde en lærer i vandet, kunne man blandt andet fremvise sine talenter med en armbrøst eller på en lille bowlingbane. Specielt skydedisciplinerne var der stor rift om. I "det muntre køkken" gjaldt det om at ramme porcelæn med bolde, og både store og små kastede sig over det med stort iver. Mens en dreng ramte plet den ene gang efter den anden, bemærkede den stolte moder, at "han må det godt her, men ikke derhjemme". Èn anden ting, de fleste mødre nok også forbyder derhjemme, var flødebollekast, som tredje klasse stod for. Henrik og Rasmus er bedste venner, men det var lagt lidt til side, mens Henrik fyrede flødeboller afsted mod Rasmus' hoved. - Du må altså ikke skyde hårdt, formanede Rasmus vennen. Bagefter blev de to enige om, at det bare var sjovt, og det kunne resten af kammeraterne og forældrene også tilslutte sig på Skelund Skole.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...