Skyd kunsten

Niki de Saint Phalle skød med skarpt, men fik alligevel ikke helt ram på sine dæmoner. Nu viser Brandts Klædefabrik i Odense en udstilling om hendes karriere.

Film 20. april 2003 08:00

I disse dage render befolkningen i Irak rundt og skyder på de allesteds nærværende billeder og statuer af den fallerede diktator Saddam Hussein. Når man ikke kan finde manden selv, må man nøjes med at straffe hans symboler, er tankegangen tilsyneladende. Den samme tanke havde Niki de Saint Phalle for over 40 år siden. Med salonriflen ved kinden skød den billedskønne fransk-amerikaner sig ind i kunsthistorien i 1961. Målet for hendes kugler var i første omgang hendes såkaldte ophobninger - hverdagsgenstande som gummistøvler, brugte dåser, plasticposer og spraydåser, der blev klistret på en plade som et relief. Når hun ramte spraydåserne, sprøjtede farven ud i et tilfældigt mønster og løb ned af værket. En ny type kunst var født. Udstillingen om Niki de Saint Phalle på Brandts Klædefabrik er den første separatudstilling på et dansk museum siden 1976, hvor Nordjyllands Kunstmuseum lavede en. Her er kunstnerens store, farvestærke flyvende kvindeskulptur "Nana Baloon" stadig velkomstvartegn i forhallen. Odense-udstillingen viser omkring 43 værker lavet fra 1960 og frem til 1997. Kuratoren på Brandts Klædefabrik har kunnet vælge mellem de 400 værker, som kunstneren donerede til Sprengel Museum i Hannover to år før hun døde i 2002. Titlen er "Patriarkens død". Og med god grund. I begyndelsen af hendes karriere var det nemlig manden, der bogstavelig talt stod for skud. Et af de mest skræmmende værker er den to meter store dukke, der har lagt navn til udstillingen. Den er opbygget af gips og trådnet og dekoreret med alle de mandlige symboler, Niki kunne komme i nærheden af. Knive, pistoler, værktøj, tanks, racerbiler, fly og soldater i legetøjsstørrelse dekorerer hele kroppen. Alt sammen malet helt hvidt. Bag dukkens gipshud skjulte hun poser med maling, der sprøjtede ud og løb ned af kroppen som blod, da hun afsluttede kunstværket med at henrette det. Normalt er det ikke god tone at tolke kunst ved at kigge i kunstnerens biografi, men i tilfældet Niki de Saint Phalle er det umuligt at lade være. Hun blev født ind i en fransk bankierfamilie i 1930, og fik en streng, katolsk opdragelse i familiens hjem i New York. Men sammen med den barske religion fik hun også en far, der misbrugte hende seksuelt. Som attenårig giftede hun sig med forfatteren Harry Mathews og i 1952 flyttede de til Paris, hvor hun fik et voldsomt psykisk sammenbrud. Hun malede sig rask, og besluttede sig for at blive billedkunstner. Hele karrieren igennem blev kunsten ved med at være hendes terapeutiske sikkerhedsventil. - Jeg ville være blevet terrorist, hvis jeg ikke havde haft kunsten, skriver hun i sin selvbiografi fra 1986. Niki brød igennem i 1961 med "Sankt Sebastian eller Portræt af min elsker". Billedet består af en hvid skjorte med streger af maling, der hæftet op på en sort plade med masser af store søm strittende ud af overkroppen som på en voodoodukke. På udstillingen i 1961 fik publikum lov til at kaste pile mod figurens hoved, der er lavet af en dartskive. Det må man dog ikke mere, advarer kustoderne. Fra starten var hendes kunstudstillinger happenings. Publikum fik selv lov til at deltage i volden mod kunstværkerne. Mest ekstremt blev det med skydebillederne, som Odense-udstillingen viser mange af. Fotografier af den sart udseende kunstner iført en stramtsiddende, hvid heldragt og riffel gik verden rundt, og Niki de Saint Phalle blev lynhurtigt et ikon for den spirende kvindebevidsthed. Hun fremstod som en viljestærk amazone, der provokerede og vækkede forargelse alle de steder, hun udstillede. Sammen med den personlige smerte blev forargelsen det kraftigste virkemiddel i hendes kunstneriske virke. Efter de første meget personlige skydebilleder, vendte Niki de Saint Phalle først sigtet mod kunstens gamle mestre, så mod politikere og kirken, og til sidst kom kvinderne på kornet. I midten af 60'erne begyndte hun at lave de såkaldte Nana-dukker. Store, bredhoftede, frodige kvindekroppe, der med spredte ben ikke lagde skjul på noget som helst. I starten var de forholdsvist små. Ikke mere and to meter, men efterhånden nåede de op i gigantiske dimensioner. I 1966 lavede hun en liggende Nana til en udstilling i Stockholm. Den var så stor, at folk kunne gå ind i den gennem en indgang mellem benene. Indeni var der en biograf, en mælkebar og på maven af den liggende dukke lå en terrasse. Dukken blev hurtigt døbt "Verdens største luder", fordi der havde været 120.000 besøgende i løbet af de tre måneder, udstillingen varede. Kvinden som forslugen fødemaskine blev et tilbagevendende tema i hendes værker, som udstillingen i Odense også viser. De yngste værker på udstillingen er modeller til en skulpturhave, som Niki de Saint Phalle lavede i Toscana i Italien. Giardino dei Tarocchi, som haven hedder, er inspireret af figurerne på tarotspillekort. Det er smukke, elegante figurer i klare harmoniske farver, der umiddelbart ligger langt fra de tidligste voldsomme følelseseksplosioner. Alligevel er dæmonerne stadig til stede. Sortmalede dragefigurer hænger indeni en af de flotte tarotmænd. Hun fik dem ikke udryddet, men nu er de under kontrol. Niki de Saint Phalle, "Patriarkens død", Kunsthallen Brandts Klædefabrik frem til 9. juni,

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...