Skydebrødre mødt af kanon-salut

BRØNDERSLEV:Årets fugleskydning i Brønderslev Borgerlige Skyttelaug var særlig festlig i år, i forbindelse med 100-års jubilæet. Der blev affyret kanonsalut af Det Broderlige Skytteselskab i Aalborg, papegøjegildet af 20. maj 1434. Det var Egon Østergaard og Egon Kristoffersen fra Aalborg-selskabet, der var mødt op med en nypudset kanon, og salutskuddene bragede ud over søerne, da skydebrødrene ankom til Hedelunds-anlægget. - Vi synes, at der skulle ske noget helt specielt i anledning af jubilæet, bemærker Leif Andersen. Traditionen tro affyrede Birthe Birk tre skud med sit jagtgevær, da optoget ankom til Hedelund. Årets optog var i år flyttet fra Torvet til Tolstrupvej. Skydebrødrene gik med Brønderslev Brass Band i spidsen til regerende fuglekonge, afdelingsleder Hugo Sørensen, der blev hentet på adressen, Asgård 27. Den regerende fuglekonge skridtede fronten af sammen med statsminister Leif Andersen, kommandør Niels J. Aabo, afgående skyttekonge Kim Dam samt kronprins Johan Nørgaard.Statsminister Leif Andersen kunne meddele, at han stillede med 66 skydebrødre foruden et orkester. - Det er i øvrigt det største antal i flere år, siger en tilfreds statsminister. Der blev udbragt et leve for fuglekonge Hugo Sørensen og den kongelige familie i Asgård Slot. - Når Kong Hugo vender tilbage, er han detroniseret, bemærkede Leif Andersen. Herefter gik turen for fuld musik til Hedelunds-anlægget, hvor modtagelsen skete. Der blev traditionen tro indtaget en bjesk og et glas kærnemælk, inden skydningen gik i gang. Og der blev skudt på fuglen hele dagen, inden fuglekongen var fundet, og de andre vindere. Alle skydebrødre fik i øvrigt - i anledning af jubilæet - et jubilæumsmærke, som de kan dekorere