Lokalpolitik

Skydegal borgmester

Min kone og jeg har haft stor sympati for Knud Kristensen i Års, borgmester i Vesthimmerlands kommune.

Men efter en tv- udsendelse på TV2 Nord faldt denne sympati til 0, ja endda til langt under 0 . Tænk på, at der er mange mennesker i hele verden, der ofrer arbejdstid, fritid og penge på at redde div. truede dyrearter verden over, er det for at KK kan rejse til Afrika og plaffe disse dyr ned? Og dernæst optræde i en meget fin jagtstue og prale af sine bedrifter. Først blev vi skuffede over, at TV2 Nord sendte dette program, men nu indser vi det gode i, at den blev sendt, sådan at folk kan få indblik i, hvor (dumsmart) stolt KK er af at skyde disse dyr, og hvor meget han selv mener, han hjælpe den afrikanske befolkning med at skyde disse dyr. Først skyder han et næsehorn, og dem er der ikke mange af, så en bøffel, og til sidst en stor elefant med 3 skud, dog uden at den var død, den løb væk, og selvfølgelig var KK efter den, men nu gik den til modangreb hårdt såret, og KK måtte flygte gennem noget buskads og fik div. rifter i huden. Men desværre fik elefanten ikke hævn, men måtte lade livet til stor fornøjelse for KK og hans følge. KK skød også en løve, dog uden filmoptagelser, så det er en ommer, hvor han også lige mangler at skyde en leopard. Det er en skam, at dyr ikke har våben, sådan at de kan forsvare sig mod lystjagtmordere. Måske skyder KK også storke, pandabjørne, tigre m.m. Tænk lige på WWF, world wildlife fund. I år 2200 findes der måske ikke tigre, næsehorn, elefanter m.m., for da kan vi måske være 15-20 milliarder mennesker. Vi må stoppe tilvæksten af mennesker for at give plads til dyrene og overlade naturen til naturen samt stoppe folk som KK. Til slut vil jeg bede folk i Vesthimmerlands kommune om at huske på dette ved kommunevalget i efteråret 2013.