Skydegale unge fanget

Fuld på scooter med et jagtgevær og en hang til destruktion kan nu give seks års fængsel til de to unge mænd, der i weekenden hærgede ved Fjerritslev

Et stopskilt i Gøttrup var skydeskive for de to unge hærværksmænd, der skød omkring sig natten til lørdag. Foto: Erik Sahl

Et stopskilt i Gøttrup var skydeskive for de to unge hærværksmænd, der skød omkring sig natten til lørdag. Foto: Erik Sahl

FJERRITSLEV:For otte år siden blev Gøttrup stemplet som Danmarks kedeligste by. Natten til lørdag blev det stempel noget så tydeligt visket ud igen, da to unge mænd gik bersærk med et jagtgevær og en promille i blodet. To skilte, en bil, et vindue og en vejbod optrådte under nattens westernskyderi som målskive, da de to mænd på 19 og 21 fra deres scooter skød omkring sig i forbifarten. Og der er ingen tvivl om, at beboerne i Gøttrup har været tydeligt berørt af situationen. De har i et overvældende antal henvendt sig til Løgstør Politi, og det er nogle af disse henvendelser, der nu har ført til anholdelsen af de to hærværksmænd. - Det her er en meget grov hærværkssag, som almindeligvis kan give op til halvandet års fængsel, men fordi de systematisk har kørt rundt og skudt efter ting, og fordi der er udøvet hærværk for over 15.000 kr., kan de sigtes for særlig groft hærværk, der har en strafferamme på op til seks år, fortæller Niels Voldbæk fra Løgstør Politi. Gjorde det i kådhed De skydegale unge mænd har under forhøret fortalt at de begge var meget berusede, og i den rus skiftedes de til at køre rundt på scooteren og skyde løs. De fortalte at de gjorde det i ren kådhed, og at det intet havde at gøre med personligt opgør. Efter afhøringen blev begge mænd løsladt. Løgstør Politi har ransaget den 21-åriges hjem og fundet ting, der relaterer til hærværkssagen, men geværet er endnu ikke fundet. Begge fra lokalområdet De to hærværksmænd er begge fra lokalområdet og ligeledes kendt af politiet for tidligere kriminelle forhold. Ingen af de to mænd har desuden jagttegn og derfor ikke retten til at anvende et haglgevær. Derfor kan de nu ligeledes se frem til en sigtelse for overtrædelse af våbenloven. Politet er i gang med at lave en opgørelse over hvor meget, der er sket skade for, og herefter vil politiets jurister skrive det endelige anklageskrift.