Skydegodt, Kenneth

Børn og unge prøver at skyde

HOBRO:De sidste uger har været lidt specielle for Hørby Skyttekreds. Siden 8. september er det vrimlet med skoleelever, der med "Fritidens grønne kort" i hånden er dukket op i kælderen på Hobro Idrætscenter, hvor skyttekredsen har hjemme. Det grønne kort er udleveret til folkeskoleelever i Hobro Kommune og giver dem mulighed for at prøve alt fra for eksempel sejlsport og judo til skydning. Ind til videre har knap 40 børn og unge fra otte år og opefter besøgt de 18 skydebaner i kælderen. - Vi er positivt overrasket. De fleste har aldrig haft en riffel i hånden udover i tivoli, forklarer Jens Arne Abildgaard, formand for Hørby Skyttekreds. Det har også allerede kastet tre-fire nye medlemmer af sig. - Og det er jo det, der er formålet, påpeger han. NORDJYSKE møder ham lørdag eftermiddag til skydetræning, hvor ni nye møder op med det grønne kort. Den første er 11-årige Kenneth T. Eriksen, der har brug får råd og vejledning, inden han retter sigtekornet mod skydeskiven. - Så holder du pegefingeren strakt. Og så skyder vi, instruerer Jens Arne Abildgaard. BANG! Et højt knald brager ud i lokalet. Nybegynderen har sendt sin første patron af sted. - Jeg har kun prøvet det til Ambu i sådan en bod, fortæller Kenneth T. Eriksen, der til daglig går i 5. klasse på Bymarkskolen. I dag er han taget til Hobro Idrætscenter for at få fingeren på aftrækkeren. - Jeg har somme tider godt kunnet tænke mig at skyde, og når man så får muligheden. Det er første gang, jeg bruger kortet, men det er godt, fordi det er gratis, mener Kenneth T. Eriksen. To skud senere bliver skydeskiven trukket tilbage, og den unge skytte kan se tre huller i pap-flappen. Én har ramt plet, mens der er to huller lige uden for centrum. Jens Arne Abildgaard er ikke overrasket over det talentfulde udlæg. - Nogle af dem er ikke uden evner. Der har været omkring 10 stykker, der kunne blive rigtig gode, vurderer han. Han forventer, at mellem 50 og 60 har været forbi kælderen, når den sidste grøn kort-skydning er blevet afholdt onsdag 8. oktober.