EMNER

Skyder nyt år ind i nyt skydecenter

Hobroegnens Skytteforening kan se frem til perfekte forhold i forbindelse med total renovering af skydebanerne i Hobro Idrætscenter

Målet - et nyt skydecenter -er i sigte for formand for Hobroegnens Skytteforening Jens Arne Abildgaard (t.v.) og centerchef Poul Søndberg

Målet - et nyt skydecenter -er i sigte for formand for Hobroegnens Skytteforening Jens Arne Abildgaard (t.v.) og centerchef Poul Søndberg

Det vil i sjælden grad komme til at knalde og brage, når skytterne i Hobroegnens Skytteforening skyder det nye år ind på baneanlægget i kælderetagen i Hobro Idrætscenter. Det sker ikke lige præcis nytårsaften, men ganske kort ind i 2012. Da indvies skytternes splinternye skydeanlæg. Det er netop i øjeblikket under opførelse og indretning i de bestående lokaler, hvor alt andet end de gamle skillemure udskiftes. Det koster den nette sum af 1,3 millioner kroner og dertil en god portion knofedt, som skytterne selv leverer i form af frivillig arbejdskraft. - Men så får vi til gengæld også helt perfekte forhold med et skydeanlæg i den absolutte topklasse, siger formanden for Hobroegnens Skytteforening Jens Arne Abildgaard. Det nye skydecenter har stået på ønskelisten i mange år, og det er ikke mindst et tilskud på en halv million fra De Danske Skytteforeninger, der har gjort det muligt at realisere drømmen. Skytternes frivillige indsats er vurderet til omkring det samme, men alligevel bliver det nødvendigt at optage et 20-årigt lån på et sted mellem 600 og 700.000 kr. Økonomisk kan skytterne kun klare deres forpligtelser takket være en rigtig god aftale med Hobro Idrætscenter. - I praksis bliver det sådan, at skytterne selv må afholde udgifterne til baneanlægget, men vi kvitterer på den måde, at skytterne får en meget fordelagtig lejeaftale, så de i princippet kun kommer til at betale for de faktiske udgifter til lys og varme for at leje sig ind, forklarer centerchef Poul Søndberg.