Udland

Skyderi i shoppingcenter dræber ung mand

Gerningsmanden er stadig på fri fod, efter der blev åbnet ild i et center i Toronto i Canada. Seks er såret.

Skyderi i shoppingcenter dræber ung mand

Et skyderi i et populært shoppingcenter i Toronto i Canada har indtil videre kostet en 25-årig mand livet og såret seks andre.

Det oplyser det lokale politi, som samtidig fortæller, at gerningsmanden stadig er på fri fod. Tilstanden for to af de sårede er kritisk - den ene af ofrene er en 13-årig dreng.

Skyderiet fandt sted i Torontos centrale Eaton Center, som er en af byens største turistattraktioner.

Ifølge Toronto Star skød gerningsmanden løs i centrets spiseafdeling. Et øjenvidne fortæller til avisen, at han hørte fire til fem skud, mens han var ved at spise et hurtigt måltid med sin søn.

- Jeg kiggede op og så en mand stå foran Szechuan (spisested, red.). Så jeg tog fat i min søn, og vi gemte os under bordet, siger øjenvidnet Bobby Umar til Toronto Star.

Fra sit skjul så han gerningsmanden flygte fra stedet. Kort efter blev hele centret evakueret og omringet af adskillige politibiler og ambulancer.

Ifølge Torontos borgmester, Rob Ford, står det endnu ikke klart, om det var en mand eller kvinde, der stod bag skyderiet.

- Det er frygteligt, når du hører sådan noget, som det her. Mine tanker går ud til de familier, der er blevet ramt af denne forfærdelige forbrydelse, siger Rob Ford.

Skyderier som dette er relativt sjældne i Canada, som har en meget streng kontrol med håndvåben.

/ritzau/Reuters