Skydeskive i toilet gav sejr

KØBENHAVN:En elektronisk skydeskive i toilettet, så drenge bliver bedre til at ramme, og man dermed undgår uhumske toiletter. Det var det bedste projekt i en stor landsdækkende konkurrence blandt elever fra 2. G i gymnasier og erhvervsskoler. Projektet gav en førsteplads og en uge i Californien til fire elever fra CEU Herning HTX. Konkurrencen, Science Cup Denmark, arrangeres af Dansk Industri i samarbejde med Ingeniørforeningen og Undervisningsministeriet. - Dygtige og kreative unge er en forudsætning for, at danske virksomheder kan udvikle sig. Derfor er jeg også glad for, at Science Cup Denmark fremhæver dette forbillede for andre unge, der interesserer sig for naturvidenskab, siger Lars B. Goldschmidt, direktør i Dansk Industri. Vinderprojektet roses for at kombinere teoretisk indsigt med eksperimentelle undersøgelser og desuden bygge på en original idé. /ritzau/