Skydning nytter alligevel ikke

Rådmand vil hellere bruge penge på noget andet

Lokalpolitik 12. august 2007 06:00

AALBORG: Teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) er ikke specielt bekymret over antallet af måger i midtbyen. Og derfor forsvarer hun også beslutningen om at stoppe jagten på de upopulære fugle. - Indtil begyndelsen af maj havde vi en ansat, som brugte halvdelen af sin arbejdstid på regulering af måger og duer. Men uanset, hvor mange man skyder, er det jo kun toppen af isbjerget, forklarer rådmanden. Ifølge Mariann Nørgaard er det ikke et ønske om at spare penge, som har ført til beslutningen. Men hun mener som udgangspunkt, at bekæmpelse af måger og duer er et privat anliggende. - Det er jo også inde på de private ejendommes lofter og altaner, fuglene bygger reder. Og vi har også flere foderstoffirmaer inde i byen, som tiltrækker dem, tilføjer hun. Mariann Nørgaard understreger, at det står enhver frit for at hyre et af de firmaer, som har specialiseret sig i at bekæmpe duer og måger. Men skyder man fuglene, skal der både søges tilladelse og bruges lyddæmper, hvis det foregår i bymæssig bebyggelse. - Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioriteringer, siger hun. - Men vi har masser af presserende opgaver i Park & Natur, og derfor vil jeg hellere bruge den halve stilling på noget andet, fortsætter hun. Ifølge rådmanden har nedskydningen af de upopulære fugle muligvis haft en stor psykologisk effekt. Men hun tager alligevel ansvaret for, at det ikke længere er et kommunalt anliggende. - Vi har da haft flere klager over antallet af fugle, indrømmer hun. - Men grundejerne og de private virksomheder har også et vist ansvar - ellers jo hjælper det ikke spor, påpeger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...