Skyhøje forventninger skudt ned

AALBORG:Så blev bunden - også den spillemæssige - nået for et efterhånden groggy og megafrustreret AaB-mandskab i Superligaen i fodbold. 0-2 hjemme mod ikke specielt imponerende Herfølge gør ondt, og så kan der være nok så mange undskyldninger og forklaringer på, hvorfor dukkerten blev en realitet. AaB er bundhold i Superligaen, og kamppausen på 14 dage på grund af de forestående EM-kvalifikationskampe i fodbold kommer vist på det bedst tænkelige tidspunkt. AaB-tropperne trænger til tid til at finde sammen og fungere som et hold. Det var en udpræget mangelvare i gårsdagens ydmygelse på Aalborg Stadion, hvor skuffende 5.398 tilskuere - trods rabatter på indgangsbilletterne - havde valgt at troppe op, og dem, der blev hjemme, gik ikke glip af noget. AaB - i en uvant 4-4-2-opstilling på grund af den forgangne uges indkøb af nye spillere - evnede at vise målfarlighed én gang mod Herfølge, og chancen var skabt af en mand, Michael Silberbauer, der også var svingende i præstationerne i går. De øvrige tiltag til AaB-målchancer blev ved lige ved og næsten, og uden den fornødne skarphed. Herfølge var - og er - et ordinært mandskab, som AaB - selv i nye klæder - skulle kunne sende hjem med et nederlag i bagagen. Det virkede også som om, at forventningerne til - et i forvejen svækket AaB-hold - var skruet en tand eller fire for højt op. Savnet af de tre karantæneramte spillere, Allan Olesen, Rasmus Würtz og Stefan Schmidt, samt skadesramte Allan K. Jepsen - AaB's to vante backs og to arbejdsbier i motorrummet på midtbanen - gjorde ondt, og savnet af dette firkløver kunne ikke opvejes af debut til angriberne David Nielsen og Christian Lundberg samt midtstopperen Milan Timko samt længe ventede comeback til Peter Tranberg og Christian Christiansen. Det kan dog kun blive bedre. I går havde meget sandsynligvis set anderledes ud, hvis cheftræner Poul Erik Andreasen havde kunnet mønstre en idealopstilling uden savnet af fire stamspillere. Næste opgave hedder FC Nordsjælland på Aalborg Stadion om godt 14 dage, og der er noget at arbejde hen imod. AaB har nu tabt 11 af de seneste 16 hjemmekampe, hvilket vel i sig selv indikerer, at AaB-tropperne længe har haft voldsomme problemer med at skulle være spilstyrende.