Skyhøje priser
17.3 havde Super Best fødselsdag, og dagen blev fejret med timetilbud på forskellige varer på bestemte tidspunkter. Tillykke med det.
Timetilbuddet kl. 16 var en kasse sodavand til 39,95 kr. pr. kasse, maks. to kasser pr. kunde. Tilstrømningen til den lokale butik var kolossal. Jeg har aldrig set så mange biler og mennesker på tilbudsjagt, selv om det var lørdag, og klokken var 16, og der var fodbold i tv. Kl. 16.10 drog jeg glad hjemad med to kasser Aqua Minerale (danskvand) til en total pris a 79,90 kr. Vel hjemme studerede jeg kassebonen : 2 x 149,95 = 299,90kr. - rabat 220 kr. Normalprisen på 149,95 kr. for en kasse danskvand er ude af trit med det, som jeg finder o.k. Der er for nylig indført en fedt- og sukkerafgift, så etiketten blev gransket nøje med følgende resultat: Vandet er hentet i den danske undergrund Kalorier 0 % Sukker 0 % Fedt 0 % Mættede fedtsyrer 0 % Natrium 0,1 % Brygmesteren kan ikke have brugt meget tid på sammensætningen af flaskernes indhold, så det kunne være rart, hvis Royal Unibrew A/S vil løfte sløret for den uhørt høje normalpris på Aqua Minerale.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.