Skyldig får erstatning

Arden 1. marts 2003 07:00

ARDEN: Vestre Landsret har truffet en noget usædvanlig afgørelse - en dom, der betyder, at en nu 22-årig mand fra Arden alligevel får udbetalt fuld erstatning efter en trafikulykke, som han selv var skyld i. Sagen startede i oktober 1999, da den unge mand var på vej til sin første arbejdsdag hos et entreprenørfirma i Viborg. Kørekortet lå næsten nytrykt i inderlommen, og trafikken var tæt på hovedvej A 13. Den unge bilist overhalede den ene bil efter den anden, men da han var ved at overhale en lastbil havde han overset, at der kom en modkørende bil. De to biler tørnede frontalt sammen, og begge førere blev alvorligt kvæstet. Bilisten fra Arden blev som fører af ulykkesbilen siden idømt en bøde og betinget frakendelse af kørekortet for at have tilsidesat væsentlige hensyn til trafiksikkerheden. Mandens ansvarsforsikring anerkendte erstatningspligt som ansvarsforsikring for modparten, men ville dog kun udbetale totredjedele af den samlede erstatning. ALKA afviste at betale resten, da man mente, at han ved grov hensynsløshed havde udvist egen skyld. Den 18-årige anlagde sag med krav på yderligere 176.000 kroner, og dem har Vestre Landsret nu tilkendt ham. Landsretten giver som begrundelse, at han ikke havde kørt hasarderet, og at overhaling var tilladt på den pågældende strækning. Han overså imidlertid den svage vejkrumning, som ikke var særskilt markeret, og det var årsagen til at han overså den modkørende trafik. Det opfatter landsretten ikke som hasarderet eller hensynsløs kørsel. .

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...