Skyldig i terrorstøtte

} BUFFALO: En amerikansk statsborger af yemenitisk oprindelse erkendte sig fredag skyldig i at have støttet terrornetværket al-Qaeda. Sammen med fem andre yemenitiske amerikanere er den 26-årige Faysal Galab tiltalt for bl.a. at have modtaget træning i en af al-Qaedas lejre og for på forskellig vis at have hjulpet netværket. De fem andre erklærer sig fortsat uskyldige, men Galab har som led i en aftale med anklagemyndigheden erkendt sin skyld. I retten i byen Buffalo, New York, bekræftede Galab fredag, at han sammen med de andre fem tiltalte trænede i al-Qaedas al-Farroq lejr i Afghanistan i 2001. Han fortalte, at den terroreftersøgte Osama bin Laden kom på besøg i lejren, hvor bin Laden bl.a. fortalte, at 50 trænede terrorister havde som mål at angribe USA. Osama bin Laden menes at stå bag angrebet mod New York og Washington i september 2001, hvor over 3000 mennesker blev dræbt. Ingen af de seks mænd er tiltalt for forbindelse til angrebene mod USA. Galab fortalte også retten, at bin Laden ved besøget havde taget ansvaret for angreb mod amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998, hvor over 200 mennesker omkom. Galab risikerer 10 års fængsel og en bøde på 250.000 dollar eller knap 1,8 millioner kroner. /ritzau/Reuters