Skyldner snuppet i sele-kontrol

Trafikulykker 27. februar 2003 07:00

AALBORG: Det er dumt at køre uden sele. Ikke kun fordi man er mere udsat i et trafikuheld. Man risikerer også at blive stoppet af politiet. Det måtte en 24-årig sundbynit erkende, da han i går blev vinket ind til siden på Sønderbro i Aalborg. Da politiet tjekkede mandens identitet, viste det sig, at han var efterlyst, fordi han skylder penge. Derfor blev han anholdt og kørt til fogedretten, hvor han blev fremstillet for en dommer. Skyldneren havde ikke reageret trods flere henvendelser om manglende afdrag på to banklån. Oven i det skal han også betale en bøde på 500 kroner for manglende brug af selen. Politiets eftersøgningsafdeling fik i går også fat i en 36-årig kvinde, som skylder penge, og som politiet har ledt efter siden oktober. Flere besøg på kvindens adresse i Nørresundby har ikke givet resultat, men politiet havde i går fået et tip om, at hun opholdt sig hos sin mor. Det viste sig at holde stik, da politiet om formiddagen dukkede op på adressen i Aalborgs centrum. Kvinden måtte følge med i fogedretten for at finde en løsning på, hvordan hun får en telefonregning på 7000 kroner bragt ud af verden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...