EMNER

Skytsengel hos Andreas

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Andreas hviler ud under en patrulje i Helmand-provinsen.

KØBENHAVN:Andreas har et kobberrødt AK-47-projektil i lommen på sin ørkenuniform. Den dødbringende metalspids er en påmindelse om, hvor heldig han er med at slippe levende ud af Afghanistan. 28. december stod den 23-årige konstabel i en situation, som meget få slipper uskadt fra. Mens mange danskere kører hjem fra juleferie, er Andreas den dag på endnu en patrulje fra den fremskudte lejr Sandford på kanten af den grønne zone i Helmandprovinsen. Målet er at finde og destruere et af Talibans våbenlagre. Andreas er den bageste af delingens ca. 40 mand. Han har til opgave at sikre bagud, og ud fra aflytning af Talibans radioer står det hurtigt klart, at de danske soldater bliver forfulgt. Andreas har svært ved at finde fodfæste på muddermarkerne, mens han spejder bagud mod huse og levende hegn. - Jeg bliver hele tiden spurgt på radioen, om jeg kan se nogen. Men der er fuldstændigt øde, siger Andreas. Først da soldaterne passerer en samling huse omkring 1,5 kilometer sydøst for Sandfordlejren, får Andreas øje på en af Talibans spejdere. - Ligesom jeg kigger bagud, dukker han sig. Så vi er klar over, at vi har øjne på os bagfra, siger Andreas. De danske soldater krydser en smal å omkranset af træer. Vandet drypper af Andreas' støvler, da han som sidste mand når den anden side og går ind i en smal korridor mellem to huse. Der er under to meter mellem de lerklinede vægge, og korridoren er omkring 30 meter lang. Det er et livsfarligt sted at falde i baghold. Da de fleste er nået igennem korridoren, gør soldaterne et kort holdt. Andreas beslutter sig for at gå tilbage. Han vil se, om spejderen følger efter dem. Med ham går konstablen Jimmi. Følelsen af at blive forfulgt er så stærk, at Andreas instinktivt har hævet geværet til skulderen. Han sigter ud over de åbne marker for enden af korridoren, mens han går frem. Da der kun er en halv meter til enden af korridoren, stivner han. På den anden siden af åen kun fem meter fra ham kommer tre mænd med skinnende AK-47-geværer gående. Andreas når at registrere, at geværerne har fået kolberne skåret af, så de let kan gemmes under tøjet. Det er det tætteste, nogen dansk soldat på hold 8 kommer på en erkendt og bevæbnet talibaner. Kæmpechok - Jeg fik et kæmpechok. Det tror jeg også, de gjorde. Der er ingen af dem, der har hævet våbnene. Jeg kigger på dem, og de kigger på mig. Det føles som ret lang tid. Flere soldater fra hold 8, der har været i ildkamp, fortæller, at tiden går helt i stå i et splitsekund, før adrenalinen sætter ind. Derefter frigør kamphormonet energi til musklerne. Hjertet øger pumpehastigheden, blodårene udvides, og så går det stærkt. - Jeg afsikrer og skyder den første af dem. De næste otte-ti skud flyver ud mod de næste to, mens jeg begynder at gå bagud ind i korridoren. Jeg brøler alt, hvad jeg kan. Som et dyr, der forsøger at virke skræmmende. Andreas når 10 meter ind i korridoren, før fjenden åbner ild. - Der er en til to skytter, der brager op med deres AK'ere. Dak-dak-dak. Det er helt sindssygt. Jeg ser skud overalt omkring mig. Nede i jorden og i væggene ved siden af mig, fortæller Andreas. Kugleregnen får stenhårdt ler og høstumper til at pifte ud af de lerklinede vægge omkring ham. Andreas kan ikke længere se enden af korridoren på grund af støvet. - Jeg er ved at skyde tomt. Men jeg skal ikke til at skifte magasin. Jeg skal bare væk. Andreas og Jimmi vender sig og løber, mens kuglerne slår ind i væggen over deres hoveder. Da Andreas når enden af korridoren, smider han en håndgranat for at skræmme forfølgerne, inden de danske soldater kommer i sikkerhed bag en mur. Her forsøger de at få ro på og omgruppere til hjemturen. Det bliver ikke i dag, at de finder våbenlagret. Efter den voldsomme ildkamp får Andreas’ gruppe lov til at gå forrest for at undgå flere skud bagfra. Men da gruppen som de første når ud på en åben mark, dukker fjenden op igen fra et nyt baghold. Bag Andreas går sanitetsmanden Morten ned, ramt i låret. - Vi mener, de skyder fra to steder. Jeg smider mig og skyder efter mundingsglimtene, og så kravler jeg over for at hjælpe med at holde vores lette maskingevær kørende. De danske soldater får ildoverlegenhed og rydder en landingsplads, så Morten flyves ud med helikopter. Derefter lukker de kampen ved at sende mortergranater ned over talibanerne. Kødsår - Vi vandt kampen, selvom vi fik én såret. Morten havde heldigvis kun fået et kødsår, som nok skulle hele, så folk var i godt humør og kom over og klappede mig på skulderen, da vi kom tilbage til lejren. Det var rigtig rart, siger Andreas. Han har brugt lang tid på at forstå, hvad der skete den decemberdag. Han ved kun, at han dræbte den første af de tre bevæbnede mænd. - Jeg har set en af mine kammerater blive skudt igennem brystet og dø af det, og jeg rammer ham her to til tre gange i brystet, siger Andreas. Hans synes, uvisheden om, hvorvidt han også ramte og dræbte de to andre, er værre end visheden om at have slået et andet menneske ihjel. - De ville lave et baghold på os, og det kunne være gået grueligt galt, hvis de havde fået frit skud i korridoren. I situationen var det dem eller mig, og så bliver det ret simpelt, siger Andreas. Han undrer sig stadig over, at han slap med livet i behold. - Vores kroppe fylder vel 70 procent af korridoren, og alligevel bliver min udrustning kun snittet af et enkelt projektil. Jeg er ikke religiøs, men den dag tror jeg, en skytsengel holdt hånden over mig. Dagen efter patruljen fik de danske soldater at vide, at i alt fire talibanere var blevet dræbt, men efterretningerne er usikre. Andreas er for kort tid siden vendt tilbage til Danmark, men han vil gerne udsendes igen på et senere tidspunkt./ritzau/