Lokalpolitik

Skytset rettes mod den forkerte

BRANDING:Kim Toft skyder du også posten, hvis du ikke er tilfreds med brevenes indhold? Det er direkte ukorrekt, når Kim Toft "tørrer" ansvaret for branding-projektet af på kommunens kommunikationskonsulent. Jeg går ud fra, at det er på grund af manglende viden, når Kim Toft på valgmødet i Hallund er refereret for "Spottet er godkendt på borgmesterkontoret". Både spottet, der bl.a. er vist i TV2 Nord og annoncerne er godkendt i den nedsatte styregruppe, som består af borgmesteren som formand, kommunaldirektøren og undertegnede som formand for Brønderslev Erhvervsudvikling. Kommunikationskonsulenten er tilknyttet gruppen. For mit eget vedkommende vedstår jeg gerne min del af ansvaret for såvel spot som annoncer. Bureauet, der har udarbejdet indholdet i branding-projektet, fik til opgave at komme med noget, der var anderledes end de almindelige (kedelige?) by/kommuneannoncer, hvor man blot viser en række butikker og et byskilt. De måtte også gerne være utraditionelle og provokerende. Det må man sige at det lever de op til. Hvilke typer reklamer er det for øvrigt, at man husker fra TV"s reklameblokke? Er det ikke dem, der er anderledes og provokerende og med lidt humor i? Jeg kan love Kim Toft, at så længe jeg er med i styregruppen vil der fortsat være plads til humor og nytænkning i de elementer, der kommer til at indgå i brandingen af kommunen.