EMNER

Skytteforening i 40 år

Det er 40 år siden, at de første skud blev løsnet i Hjallerup Skytteforening

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Uhyggen var i top til Halloween-skydning i Hjallerup Skytteforening. Foto: Peter Broen

Uhyggen breder sig i Hjallerup Skytteforening, hvor skytterne må skyde i stearinlysets skær efter gule refleksmærker. Sådan så skytteforeningen i hvert fald ud torsdag aften, da skytterne fejrede Halloween. Det er anden gang, at klublokalerne under Hjallerup Skole bliver indtaget af udklædte skytter og lysende græskarmænd. Arrangementet har været et hit i foreningen, der i år kan fejre 40 års jubilæum. For nylig kunne skytterne indvie deres nye baner, hvor moderne hæve-sænke borde har afløst stationære borde med hvad dertil hører af forskellige kasser, som børnene kunne stå på. Formand Allan Christensen er glad for det nye udstyr. Det gør det meget nemmere for medlemmerne, hvad enten de skyder med pistol eller riffel. En sport for alle I det store hele ser foreningen ud som for 40 år siden. Der er en god blanding af børn, voksne, kvinder og mænd. Alligevel er der sket ændringer gennem årene. - Da jeg startede, var der mange familier, som skød hernede alle sammen, men dem er der ikke så mange af mere, fortæller Allan Christensen. Antallet af medlemmer er også faldet i forhold til tidligere. I dag er der omkring 50 medlemmer, der kommer i klubben. Om vinteren er der en del børn, mens det i sommermånederne på udendørsbanerne mest er voksne. I denne sæson har riffelskytterne for første gang måtte opgive at stille hold til turneringen. En ny opbygning af turneringen har gjort det mindre fleksibelt, og med få skytter er det svært at stille hold hver gang. Derfor skal riffelskytterne i år deltage i diverse stævner i stedet. Hanne Stender Knudsen har været medlem i 30 år som riffelskytte. Hun ser sporten som en sporten for alle. Mange af de børn, der kommer i klubben, er dem, der ikke lige er faldet for holdsport som fodbold og håndbold. Hun er selv faldet for riffelskydningen, fordi der kun er en at give skylden eller æren, når det går skidt eller godt: En selv. Desuden kan alle være med. - Her behøver man ikke være den stærkeste, tungeste, tyndeste eller smukkeste. Her kan man komme lige ind fra gaden, siger Hanne Stender Knudsen. Både Hanne Stender Knudsen og Allan Christensen er glade for klublivet i foreningen, men de efterlyser begge flere frivillige kræfter til at skabe mere liv udover selve skydningen. Firmafester og polterabend Skytteforeningen hænger gerne sedler op på skoler og i sportshaller for at skaffe nye medlemmer. Men i de seneste år er der også kommet andre tiltag til, som både giver liv i klublokalerne og får potentielle medlemmer ind på skydebanen. Der bliver nemlig arrangeret både firmafester og polterabender, hvor begyndere med kyndig instruktion kan få lov at skyde. I begge tilfælde er der dog én vigtigt betingelse - besøget på skydebanen skal lægges først, og inden der kommer alkohol indenbords.