Skyttens jagtudbytte

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En gammel bro – en såkaldt stenkiste. Denne lå på Mors, men blev lagt i rør. Foto fra bogen

BØGER Kjeld Hansen: "Det tabte land" # # # # # ¤ Niels Rasmussen var skytte på Oxholm, godset derude på Øland. Han passede det store revir Øland – Attrup – Ulvedybet fra sin ansættelse som 23-årig til "jagt forbi" i 1974, og gennem hele perioden førte han omhyggeligt sine jagtjournaler. Meget afslørende journaler, skal det straks siges, hvorfor de da også er bearbejdet og udgivet af "Vildtbiologisk Station". Takket være Niels Rasmussen er det dokumenteret, at jagtudbyttet hen over det 20. århundrede er reduceret til blot 7 % af, hvad det var. Vel at mærke skyldes det ikke, at skytten med alderen blev dårligere til at ramme. Som vi alle nok kan gætte: der var mindre at skyde efter. Det er journalisten Kjeld Hansen, der fremdrager skyttens iagttagelser igen. I en mursten på 848 sider om "landvindingssagen", om Hedeselskabet, der har heddet lidt forskelligt gennem årene, men altid har haft samme mål: at gøre naturen -det billige skidt – til landbrugsjord. Han skriver også om Danmarks Naturfredningsforenings krig mod Hedeselskabet. Mange års studier skal formidles, så Kjeld Hansen skriver og skriver lovlig meget om revl og krat. Naturligvis er det en fryd at mærke entusiasmen og fortælleglæden, men det er lidt synd for papirforbruget. Vi er altså ligeglade med i denne sammenhæng at få navnet på den første henrettede landssviger, når han intet havde med landvinding at gøre. Men det passer med Kjeld Hansens slagord: "Det er tyskernes skyld". Med denne vending hentyder forfatteren til to forhold. Først og fremmest til de første og største "landvindingsmænd", der var adelige indvandrere fra tyske områder, men også til besættelsen, der gav enorme arbejder til Hedeselskabet i bestræbelserne på at bekæmpe arbejdsløshed og tørlægge kedelige vådområder. Her i landsdelen er Schimmelmann-slægten på Lindenborg kendt, også Heinrich Carl von S., der var aktiv nazist og efter krigen blev fradømt halvdelen af formuen. I 1700-tallet drejede det sig om Lille Vildmose. Hvem kerede sig om orkideer og andet. Det burde være til nytte og derved glæde Gud med stort G, og så ville det i særdeleshed glæde pengekisten. Schimmelmann fra Tyskland trådte i sporene efter en anden tysker, grev Moltke, der især hærgede Sjælland, men altså også var den ivrige initiativtager til tørlægningen af Lille Vildmose. Generelt er det Kjeld Hansens opfattelse, at landvindingen ikke var et nationalt projekt. Initiativet kom fra udlændinge, de nævnte tyskere og herud over engelske ingeniører og senere pengemænd uden tilknytning til lokaliteten. I folkemunde hedder det jo, at Enrico Dalgas – med italienske rødder – motiverede hedeopdyrkningen med det velturnerede udtryk: "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Hvad vi havde mistet i krigen 1864, skulle genvindes inden for rigets grænser. Det er – som så ofte med folkemunde – ikke realiteten. Digteren H.P. Holst skrev ordene i et digt i anledning af den store Kunst- og Industriudstilling i København 1872. Heller ikke her kan vi påkalde os nationale årsager. Og det var ikke Dalgas, der påbegyndte hedeopdyrkningen eller -tilplantningen. Mere end halvdelen af de rigtig store projekter var planlagt, forberedt og ofte igangsat før 1864. H.C. Andersen skrev som bekendt allerede i 1859 sine kendte linjer "Skynd dig, kom! om føje år ..." Heden var under angreb før både Dalgas og Hedeselskabet. Nationalitetsfølelsen viser sig atter en gang at bygge på forkerte forudsætninger. Den manglende lokale forankring er efter forfatterens opfattelse også grunden til, at de fleste projekter viste sig aldrig at blive rentable. Utallige steder blev jord, som ikke egnede sig til opdyrkning, tørlagt. Fygesand tog over, eller dyndjorden satte sig, dvs. blev våd igen med mere dræning eller opgivelse til følge. Landets to største landvindingsprojekter, Lammefjord på Sjælland og Kolindsund på Djursland, har staten flere gange måttet redde med eksorbitante kontante tilskud. Kjeld Hansens konklusion: private investorer har formået at skaffe sig enorme indtægter fra staten med forarmelse af landets natur til følge. De private investorer omfatter i særlig grad Hedeselskabet. Den private forening havde held med at fremstille sig som et statsligt organ, og den sørgede for altid at have tætte, også personlige forbindelser til Landbrugsministeriet. Mange sager bærer præg af korruptionsagtige forbindelser. Især besættelsesperioden var givtig. Bare man skrev beskæftigelse i ansøgningen, kom pengene, selv om minister Bording erkendte, at næppe alle projekter kunne forrente omkostningerne. Var lodsejerne imod, kunne selskabet finde på at foreslå, at "det overdrages Hedeselskabet at foranledige, at lodsejere ansøger om tilskud". Sådan gøres det. Direktøren for selskabet passede også sit private firma, der fik opgaver ad libitum. I Nordjylland har vi mange kendte eksempler på landvinding. Vildmoserne selvfølgelig, store dele af Vejlerne og Limfjorden generelt, hvor dog også en del projekter mislykkedes. I otte af de nuværende nordjyske kommuner er vådområder tørlagt. Ulvedybet ved Limfjorden er et glimrende eksempel på et mislykket projekt. Da lodsejeren var stillet god og frugtbar landbrugsjord i udsigt, fik han en klækkelig erstatning for et imaginært tab. Kjeld Hansen er dog så meget hædersmand, at han betoner, at naturgenopretning ikke alle steder er vellykket. Skjern Å, der ifølge forfatteren har kostet omkring 300 mill. kr. tur – retur, er et eksempel på en fin genopretning, men mange steder er der kommet rene søflader ud af forsøget, og det gider storken altså ikke. Naturens mangfoldighed trives, hvor oversvømmelse kan veksle med tørre perioder. En af de store aktører i nutidens miljøaktiviteter er Aage V. Jensens Fonde. De har også sponsoreret denne udgivelse, som bæres af en ærlig harme over økonomiske interessers dominans over den eviggyldige natur. Kjeld Hansen deler øretæver ud til alle og enhver, og han begrænser sig som sagt ikke til sit emne. Tilsyneladende en drøm om at skrive totalhistorie, som det er let at ironisere over. Man kan sagtens finde hår i den suppe, men de store armbevægelser er forfriskende. En herlig bog at læse, selv på side 823: "Eftertiden har vist, at de tog fejl." Kun ikke skytten Niels Rasmussen. Per Pilekjær kultur@nordjyske.dk Kjeld Hansen: "Det tabte land" 848 sider, ill., 399 kr. Gads Forlag