Pension

Slå automatpilot fra

Direkte i den fysiske eller elektroniske skraldespand uåbnet.

Sådan vil automatreaktionen sikkert være hos mange af os pensionsopsparere, når den årlige pensionsoversigt i de kommende uger dumper ind ad brevsprækken eller lander i indbakken. Men selvom det er fristende at slå automatpiloten til, så er det ikke smart hvilket de fleste af os også er klar over. Det kan nemlig give bedre pension og forsikringer, hvis man bruger 5 minutter på at gå disse efter i sømmene én gang om året. Og netop pensionsoversigten er en god anledning til at foretage det årlige pensions og forsikringstjek. Af de fleste selskabers pensionsoversigt fremgår typisk oplysninger om, hvor meget pensionen voksede i det forgangne år, hvor stor den er nu, og hvor meget man har betalt i administrationsomkostninger. Ift. opsparing er det en god idé at følge med i, hvor meget man har skrabet sammen til alderdommen. For det kan give en fornemmelse af, om man indbetaler nok til at få den pensionisttilværelse, man drømmer om, eller om man bør betale ekstra ind, hvis der er luft i økonomien. Pensionsoversigten er desuden en god lejlighed til at tjekke forsikringerne. For selvom vores behov for dækning ved førtidspension, kritisk sygdom og dødsfald ligner hinanden, så har vi alle alligevel forskellige behov igennem livet, der kan gøre det nødvendigt at justere forsikringerne løbende. Hvis man f.eks. køber hus, får børn eller bliver gift, bør man overveje, om det er relevant at skrue op for sine forsikringer og ned for indbetalingerne til pensionen, så man er bedre i stand til at betale regningerne, hvis uheldet er ude. Omvendt hvis man er ældre og bor i lejebolig, kan det være en god idé at skrue lidt ned for sine forsikringer og bruge en større del af indbetalingerne til pensionen, der venter lige om hjørnet. Langt fra alle har behov for at tilpasse pensionen og forsikringerne. Som med så meget andet er det vigtigste bare, at man foretager et hurtigt tjek af og til. Det er pensionsoversigten en oplagt anledning til. Slå derfor automatpiloten fra, når den kommer.